Thisted udraderer Aarhus-hold
Der var klasseforskel på FC Thy-Thisted Q's kvindefodboldhold og ASA Aarhus' ditto, da de to mandskaber mødtes i et opgør i 1. division i Thisted.
Hjemmeholdet skulle lige bruge 25 minutter på at få sat scoringen til 1-0 ind i netmaskerne.
Målscoreren var Emilie Fink, og 14 minutter efter hendes scoring kom den næste ved Mathilde Hansen, og så gik det ellers stærkt lige op til halvleg.
3-0 blev det et minut senere igen ved Emilie Fink, før Mathilde Hansen fem minutter senere også ville være dobbelt målscorer med scoringen til 4-0.
Så kunne gæsterne gå til halvleg med den spand koldt vand lige i hovedet.
Thisted-kvinderne var lidt mere humane ved deres modstander i anden halvleg, hvor Mathilde Hansen fik sit hattrick efter 60 minutters fodbold med scoringen til 5-0.
Emilie Fink havde tilsyneladende ikke tænkt sig at stjæle rampelyset ved også at lave sin tredje scoring, ligesom ingen andre af aktørerne satte bolden i mål i de sidste 30 minutter.
Dermed kunne FC Thy-Thisted Q tage sejren på 5-0.
Klubben har nu 22 point efter 10 kampe kun overgået af suveræne FC Midtjylland, der har 27 point efter det samme antal kampe.
Thisted har otte point ned til Næstved og dagens modstander fra ASA Aarhus på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.