Frans fik 'jackpot' i Lille Vildmose: Fandt kæmpe elggevir
Foto: Frans Ritter / Privatfoto
Frans Ritter fra Kongerslev glemmer ikke sin lørdag morgen lige foreløbig.
Allerede fredag aften gik rygterne om, at elgene i Lille Vildmose havde tabt deres gevirer.
Derfor drog 52-årige Frans Ritter og en kammerat tidligt lørdag morgen afsted til mosen.
Og her havde de heldet med sig.
Først var det kammeraten, der kunne kalde sig ejer af et elggevir, og efter morgenkaffen fandt Frans Ritter det andet gevir fra samme elg.
- Det er jo stort og vejer måske fire-fem kilogram, fortæller den heldige finder.
Kan ikke holde sig fra Lille Vildmose
Det er ikke usædvanligt, at Frans Ritter er at finde i Lille Vildmose ved Storvorde, som han var lørdag morgen.
Han fotograferer nemlig dyr og natur ved Lille Vildmose i al sin fritid.
Faktisk bruger han gerne seks-syv timer om dagen i mosen i sin fritid om sommeren.
Når vejret er, som det er nu, bliver det kun til omkring fire timer.
- Jeg bor kun fem minutters kørsel herfra, så jeg kan simpelthen ikke lade være, fortæller 52-årige Frans Ritter, der til daglig er operatør ved Arla.
I Lille Vildmose må man gerne tage kastestænger, som elggevirerne hedder, med sig, fordi det er et offentligt tilgængeligt sted.
Reglen er, at hvis man ikke viger alt for langt fra de offentlige stier, må man samle det, man kan have i sin hat - altså inden for rimelighedens grænser.
Det gælder både planter, bær og kastestænger. Men der må kun samles til eget forbrug.
Kom med på fototur i naturen med Frans Ritter i serien Naturfotograferne: