Foreninger på charmeoffensiv i Vestre Fjordpark
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Der er flere, der skal få øjnene op for utraditionelle sportsgrene. Det er håbet bag et stort arrangement i Vestre Fjordpark i Aalborg.
Der er masser af gratis aktiviteter i Vestre Fjordpark i Aalborg i dag. Idrætsforeningerne i nærområdet er gået sammen med Aalborg Kommune om arrangementet Vestre Fjordpark Open. Her er det muligt at prøve kræfter med utraditionelle sportsgrene som parkour, vandpolo og stand-up paddling.
Håbet er, at de gratis aktiviteter kan være med til at få flere medlemmer i idrætsforeningerne:
- Vi håber, at de folk, der kommer forbi, vil blive medlemmer fremadrettet. Vi vil gerne have flere til at være med og få flere folk ind i foreningerne, så de kan blive en del af foreningslivet, siger Mikkel Riisager, der er projektleder i "Bevæg dig for livet" i Aalborg Kommune.
Fjordparken er i dag åben for alle interesserede, men arrangementet startede i går med besøg fra skoleklasser i Nordjylland. Her havde eleverne mulighed for at prøve de forskellige sportsgrene, og en af dem, der var begejstret for en ny sport, var 14-årige Oskar Kristensen fra Gandrup, der prøvede kræfter med parkour:
- Det var fedt, det var rigtig fedt. Jeg kan anbefale det, fortalte han i går.
Det er foreningen House of Concrete, der underviste elever i parkour. De håber også, at arrangementet vil få flere til at dyrke parkour:
- Vi håber jo på at få flere folk nede hos os, og at vi får en større gruppe af folk, der gider at træne med os, sagde parkourinstruktør Kasper Dahl i går til TV 2 Nord.
Vestre Fjordpark Open byder ud over sprtsaktiviteter også på flere madarrangementer, og fra 13 - 14 er der udspringskonkurrence på tre, fem og ti-metervippen.