Førerløs fjordbus sejler i Limfjorden
I Aalborg arbejdes der på højtryk for at klargøre en spritny fjordbus, der, hvis alt går vel, bliver den første selvsejlende passagerfærge i Danmark.
Den ligner mest af alt et kæmpestort, grønt drivhus, som den ligger der ved kajen i Aalborg Øst. Og grøn, det er den i mere end én forstand. Aalborgs nye fjordbus sejler på grøn el, og den har solceller monteret på taget til at hjælpe med strømforsyningen. Færgen har været længe undervejs, men nu er den endelig kommet til Nordjylland, og det vækker glæde hos projektdirektøren.
Vi er meget glade for, at den nu er kommet hertil
Lars Jøker, projektdirektør, Center for Logistik og Samarbejde, Aalborg
Ombord er der plads til 24 passagerer, og cykler og barnevogne kan også medbringes. Fjordbussen kommer til at sejle i pendulfart mellem Stigsborg Brygge i Nørresundby og Kvindens Plads i Aalborg, og overfartstiden bliver fem til syv minutter.
Fartøjet er banebrydende
Fjordbussen er en dobbelt-ender katamaran med fuldautomatiske broklapper i hver ende. Men det er ikke det mest spektakulære ved skibet. På sigt er det meningen, at skibet skal sejle uden mandskab ombord, og hvis det lykkes, bliver den den første af sin slags i Danmark.
Det er banebrydende
Mads Juul Jensen, integrationskoordinator, Logimatic, Aalborg
Mads Juul Jensen er ansat som konsulent på opgaven, og han lægger ikke skjul på, hvor stor en præstation han synes, fjordbussen er.
- Vi har set, at amerikanerne sejler rundt med en fjernstyret slæbebåd. Det kan vi også med den her. Det er ikke banebrydende. Vi har også set havnereparationsfartøjer, der måler dybde, men der er ikke passagerer ombord. Men vi har ikke set nogen, der sejler selv endnu med passagerer ombord. Dét er helt banebrydende, siger Mads Juul Jensen, der er integrationskoordinator på projektet.
Førerløs på sigt
Inden fjordbussen kan fragte passagerer, særligt uden en navigatør ombord, er der meget, der skal gøres og testes, og den slags tager tid. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man skal vente alt for længe, før man kan få en tur med fjordbussen.
- I de næste par år vil skibet sejle med en navigatør ombord, men i takt med at algoritmen bliver udviklet, bliver mandskabet udfaset, siger Mads Juul Jensen.
På toppen af skibet er der monteret otte infrarøde kameraer, fire almindelige kameraer og et kamera, der filmer 360 grader.
De infrarøde kameraer opsnapper alt levende i en radius af 200 meter, og på den måde betyder det ikke noget for sejladsen, om der er sol, tåge eller snestorm.
I de næste måneder er det meningen, at kameraerne skal indsamle massevis af data, der alt sammen skal indgå i den algoritme, der fortæller fjordbussen, hvordan den skal reagere i forskellige situationer.
- Det betyder, at den vil undvige, når der kommer sejlere, når der kommer paddleboards og sågar også, når der kommer sæler og andre dyr, som ikke følger søfartsreglerne, fortæller Lars Jøker, der er projektdirektør ved Center for Logistik og Samarbejde i Aalborg.
Færgen har tre styresystemer. Det er muligt at sejle den manuelt ombord. Det er muligt at sejle den remote fra land, og slutteligt er det muligt, at den sejler autonomt.
Hele projektet er budgeteret til 12 millioner kroner.