Flammer på Flammen i Aalborg
Opdateret klokken 15.04.
Der opstod i eftermiddags brand på Restaurant i Flammen på Østerågade i Aalborg.
- Der gik ild i en frituregryde i deres køkken, og kokken forsøger så at slukke branden med en håndslukker, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Politi Frank Winther, der fortsætter:
- Køkkenet er helt udbrændt, og der har været røg i resten af bygningen, der rummer kontorer og lejligheder. Derfor evakuerede vi dem i lejligheder og kontorbygninger, så vi er sikre på, de ikke blev påvirkede.
Selvom selve restaurantområdet overlevede flammerne, så er køkkenet så medtaget, at der ikke bliver serveret mad ligeforeløbig, fortæller Frank Winther.
Beredskabet mødte talstærkt op på adressen.
Ifølge et øjenvidne på stedet var der tre brandbiler og to politibiler på adressen, ligesom der var en masse brand- og politifolk ude foran restauranten.
Foruden de mange brand- og politimænd var der også et stort opbud af mennesker, som stod udenfor og kiggede på.