Festivalleder efter to tilfælde af coronasmitte: - Det har stadigvæk været det hele værd
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
Intet nyt er godt nyt for festivalleder af Nibe Festival, Peter Møller Madsen.
Efter ’Lyden af Nibe’ var der to tilfælde af smittede med Covid-19. Fredag er der ikke kommet nyt om flere smittetilfælde.
Efter afholdelsen af Lyden af Nibe, dette års udgave af Nibe Festival, viste det sig i lørdags, at to deltagere på festivalen havde været smittet med covid-19.
Det betød, at arrangørerne på Styrelsen for Patientsikkerheds opfordring kastede sig ud i et større arbejde med at kommunikere ud til alle, der havde været på festivalen, at de skulle lade sig teste.
Fredag er der endnu intet nyt om flere tilfælde, bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed. Og det tager festivalleder af Nibe Festival, Petter Møller Madsen, også som godt nyt:
- Intet nyt er godt nyt. I og med at vi ikke har hørt yderligere, går vi ud fra, at det vi har gjort for at informere folk, er godt nok, siger han.
Fortryder ikke noget
Lyden af Nibe var en nedskaleret version af Nibe festival med restriktioner, afstandskrav og krav om friske coronapas hos alle, der har været en del af festivalen.
På trods af de to tilfælde af coronasmitte er Peter Møller Madsen stadig glad for, at det lykkedes at afholde en festival denne sommer:
- Det har stadigvæk været det hele værd. Vi kommer aldrig nogensinde til at fortryde, at vi har afholdt Lyden af Nibe, siger han og tilføjer:
- Vi kan til enhver tid se os selv i øjnene og sige: "Vi har fandensparkemig gjort det godt, der har været styr på det her". Så har det så bare været ærgerligt, at der alligevel kom de her to tilfælde af smitte.
Altid en risiko
Folkene bag festivalen har kontaktet alle gæster og frivillige med en opfordring til at tage en PCR-test. Enten på fjerde- og sjettedagen eller femte- og syvendedagen efter festivalen.
- Vi har gjort alt for at udvise mest mulig ansvarlighed i denne her situation, siger Peter Møller Madsen.
Festivallederen vidste fra starten, at der ville være en risiko for, at der ville komme coronasmitte på trods af, at de havde forsøgt at tage alle forbehold.
- Når man tager en hurtigtest, der er gældende i 72 timer, eller en PCR, der er gældende i 96 timer, så er der selvfølgelg en risiko for, at der sker et eller andet imellem, man har fået testen, og til at man møder op indenfor det tidsrum, forklarer han og fortsætter:
- Så der vil altid være en risiko, men jeg havde selvfølgelig håbet, at vi gik clean igennem det her, ligesom man håber, at man kommer helskindet igennem de store EM-arrangementer.