Fejl på elkabel: 3000 huse mistede strømmen i de sidste minutter af VM-semifinalen
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
(Arkiv- og genrefoto).
- Der er tale om en fejl på en af vores elkabler deroppe, og i dag er vi i gang med at fejlsøge og finde ud af, hvad der mere præcist er årsagen til fejlen, oplyser Netselskabet N1.
Mange nordjyder sad formentlig klistret til fjernsynsskærmen, da de danske håndboldherrer bragede sammen med Spanien i VM-semifinalen.
Men i de sidste og afgørende fem minutter af håndboldkampen er en række borgere i og omkring Svenstrup-området pludselig blev mødt af sort skærm.
Det skete på grund af en uvarslet strømafbrydelse omkring klokken 21.50, hvilket fremgår af Netselskabet N1's hjemmeside.
- Det drejede sig om cirka 3000 husstande i området. Det var omkring klokken 21.40, at de første var uden strøm. Nogle huse fik strømmen tilbage efter 15 minutter, og de sidste fik strøm omkring klokken 23.25, oplyser Kamilla Høst Pedersen, der er presseansvarlig hos Netselskabet N1, til TV2 Nord.
Der er tale om en fejl på en af vores elkabler deroppe, og i dag er vi i gang med at fejlsøge og finde ud af, hvad der mere præcist er årsagen til fejlen.
Kamilla Høst Pedersen, presseansvarlig, Netselskabet N1
Fejl på elkabel
Den præcise årsag til strømafbrydelsen kender netselskabet endnu ikke til på nuværende tidspunkt.
- Der er tale om en fejl på en af vores elkabler deroppe, og i dag er vi i gang med at fejlsøge og finde ud af, hvad der mere præcist er årsagen til fejlen, siger Kamilla Høst Pedersen til TV2 Nord og uddyber:
- Måske kan det hænge sammen med det omskiftelige vejr, men det er stadig usikkert, og derfor undersøger vi det nærmere i dag, siger hun.
Holdt skarpt øje
Netselskabet fortæller, at de altid har en medarbejder på vagt i døgnets 24 timer til at overvåge elnettet.
- Vagten var godt klar over, at der var VM-semifinale, så der blev holdt skarpt øje. Og mandskabet var på sagen med det samme for at udbedre fejlen og få strømmen tilbage, siger den presseansvarlige til TV2 Nord.
Nibe-området oplevede også et uvarslet strømnedbrud fredag aften, og tidligere på aftenen oplevede Frejlev-området også et. Dette varede omkring ti minutter.
Her kan du holde dig opdateret på alle igangværende, planlagte og afsluttede strømafbrydelser i Netselskabet N1's forsyningsområde.