Fastelavnsbollebølgen skyller ind over landsdelen
Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord
Hos Penny Lane i Aalborg er de klar til at sælge fastlavnsboller i massevis.
Trods der stadig er over en måned til battet svinges, og katten skal slås af tønden, har de utålmodige aalborgensere svært ved at vente – og byens bagerier og restauranter sørger igen i år for at levere de efterspurgte søde sager i god tid.
En gammeldags med remonce? En svensk semlor eller måske en nymoderne flødeskumsbombe? Der er mange valgmuligheder, når det kommer til den folkekære kage, og særligt i Aalborg har befolkningen svært ved at vælge blandt de mange muligheder.
For selvom vi kun er halvvejs inde i januar, så er fastelavnsbolle-sæsonen allerede godt i gang. Og igen i år er de nordjyske restauranter og bagerier på pletten, klar til at levere kager søde som slik – uden ballade.
Stoppede med at tælle efter 30.000
På Penny Lane i Aalborg startede fastelavnsbollesalget torsdag 13. januar. Altså et godt stykke tid før selve festdagen, der i år falder søndag 27. februar.
Og efter sidste års bugnende succes er indehaver Jonas Hejlesen forventningsfuld, når snakken falder på årets salg.
- Jeg tror, jeg stoppede med at tælle, da vi rundede de 30.000 solgte sidste år, lyder det fra indehaveren, som tilføjer, at han forventer omkring 1000 solgte fastelavnsboller, inden arbejdsdagen er omme.
Kræset om fyldet
Ifølge Nationalmuseet optræder fastelavnsbollen for første gang i 1837 i en kogebog. Dengang var opskriften dog mere simpel, end vi ser i dag, hvor der nu indgår alt lige fra flødeskum og remonce til syltetøj og bær.
Hos Penny Lane afprøver de særligt forskelligt fyld i de klassiske gammeldags fastelavnsboller, hvor nogle af byens andre caféer og restauranter har taget en anden tilgang.
Hos Caféministeriet prøver de kræfter med syltet mango, Malibu og guldstøv i et forsøg på at lave en rigtig ’smagsbasker’.
- Vi skal have én eller to, der kan lidt ekstra, lyder det fra ejeren af Caféministeriet, Martin Klyvø.
Og de mange smagsvarianter og kreative fastelavnsboller går lige i hjertet på flere aalborgensere. Nogen har sågar store ambitioner, der skal indfries.
- Jeg håber at kunne prøve mig igennem de forskellige fastelavnsboller, der er hos byens bagere, lyder det smilende fra Olivia Benfeldt, der havde slået vejen forbi Penny Lane i jagten på byens bedste fastelavnsbolle.
Se tv-indslaget om fastelavnsboller herunder: