Video: Skud afslutter timelang politiaktion i Aalborg
Natten til fredag udspillede der sig et sandt drama ved Dannebrogsgade og Istedgade i Aalborg Vestby.
Opdateret 02:39
En timelang politiaktion fik sin ende, efter Nordjyllands Politi affyrede et skud mod en mand i Aalborg Vestby. Det bekræfter vagtchef hos Nordjyllands Politi Torben Larsen.
- Politiet har afgivet skud mod personen, og han er kørt på Aalborg Sygehus. I og med politiet har afgivet skud, så overgår sagen til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Flere i området hørte højlydte skrig fra manden, der efter skuddet blev fragtet ind i en ambulance på en båre.
Video: Se episoden her
Efterfølgende satte ambulancen med udrykning kurs mod Aalborg Universitetshospital.
Inden da havde politiaktionen været i gang i flere timer. Kort før skuddet lød, kunne man høre råb fra betjentene.
Allerede ved 22-tiden var Nordjyllands Politi til stede med mindst 10 patruljevogne i Aalborg Vestby, hvor de hurtigt afspærrede et område omkring Dannebrogsgade og Istedgade. Betjentene var udstyret med maskinpistoler og var iført skudsikre veste.
Meldinger om gidseltagning
TV2 Nord fik meldinger om, at der var tale om en gidelstagning, men det har politiet ikke kunnet bekræfte. Det var da også begrænset, hvad Torben Larsen kunne give af information grundet den videre efterforskning, og han kunne hverken be- eller afkræfte, om der var flere personer tilstede i lejligheden, som manden befandt sig i.
- Jeg kan ikke fortælle mere om de videre detaljer. Jeg må henvise til de tweets, vi har lavet, sagde han natten til fredag.
Selv kom Nordjyllands Politi med en opfordring til beboerne i området på Twitter omkring klokken 00:00.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket massivt til stede i Aalborg Vestby, hvor vi har mistanke om, at en mand i en lejlighed er i besiddelse af et våben. Vi opfordrer beboerne i området om at holde sig inden døre og øvrige borgere om at holde sig væk fra området. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 13, 2022
Herefter fastslog de klokken 00:30, at de var i dialog med den implicerede mand, der eftersigende selv skulle være i besiddelse af et våben.
Vi er fortsat til stede i Aalborg Vestby. Vi formoder, at personen er alene i lejligheden, og vi er i dialog med ham. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 13, 2022
Slutteligt skrev politiet på Twitter, at de havde affyret et skud.
Politiet har afgivet skud mod personen i lejligheden. Manden er med ambulance bragt til Aalborg sygehus. Sagen overgår nu til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 14, 2022
Torben Larsen oplyser, at politiet stadigvæk er at finde på stedet.
- Vi bevogter stadigvæk stedet derude. Der skal laves nogle tekniske undersøgelser, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal foretage i forhold til den videre efterforskning af sagen, siger han.