Enorme ventetider i byretten i Aalborg
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Hvis du skal for byretten i Aalborg, kan du risikere at skulle vente i 22 måneder, og det er problematisk, mener retsordfører.
I Aalborg skal man væbne sig med tålmodighed, hvis man skal i retten.
Her skal man nemlig vente 22 måneder på en byretsafgørelse, hvilket er en del over landsgennemsnittet.
- Det er et kolosalt problem, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.
Over landsgennemsnittet
På landsplan tager det i gennemsnit 20,6 måneder at få behandlet en civilsag ved byretten.
Og det, at man skal vente knap halvanden måned yderligere i Aalborg, er særlig problematisk for retssikkerheden, mener Preben Bang Henriksen.
- Det indebærer for eksempel, at vidner ikke kan have samme hukommelse, eller at en håndværker kan være gået konkurs inden da, siger han.
Hør, hvad Preben Bang Henriksen, Venstre, mener om ventetiden:
Online kan være en løsning
Ifølge ham er der mange løsninger på problemet. Én af dem kan være, at straffe dem, der udebliver fra retten.
- Man burde udvide reglerne sådan, at man kan blive dømt som udebleven for retten, siger han og fortsætter:
- Det kunne også være en mulighed at lære at bruge teams eller andre online muligheder.
Retsudvalget vil bruge det næste halve år på at finde mulige løsninger på ventetiden.