De seneste måneder har Østersøen dannet ramme om et internationalt drama.
Senest kom det til konkret sabotage på østersøkablet Estlink 2 mellem Finland og Estland i slutningen af 2024.
Også i Kattegat har der været mistanke om et kinesisk sabotageforsøg ud for Læsøs kyst i december, hvor et mystisk fragtskib i dagevis lå stille i farvandet.
Siden sejlede det russiske skib Yantar ind i det danske Kattegat-farvand, hvor det cirkulerede rundt i dagevis, før det igen satte kursen mod internationalt hav.
Nu vil NATO bruge danske og internationale krigsskibe til at afskrække fjendtlige magter fra yderligere sabotageforsøg.
Støtter operation
Over for TV2 Nord bekræfter Forsvarskommandoen i et skriftligt svar, at man spiller en central rolle i den skærpede overvågning af dansk farvand.
'Med operation Baltic Sentry 2025 øger NATO nu sin tilstedeværelse i Østersøregionen med det formål at afskrække og sætte ind over for sabotage på undersøisk kritisk infrastruktur og anden fjendtlig adfærd. Forsvaret støtter operationen med skærpet farvandsovervågning og tilstedeværelse i/over dansk og internationalt farvand i Kattegat, de danske stræder og den vestlige del af Østersøen'.
Danske skibe patruljerer
På den maritime overvågningsside Vesselfinder.com kan man blandt andet se, at det danske militærskib HDMS MSF2 cirkulerer rundt nordøst for Læsø, mens Forsvarets skib F358 patruljerer øst for Skagen.
Forsvarskommandoen vil dog ikke kommentere det danske beredskab yderligere.
'Forsvaret overvåger de 3-400.000 skibe, der årligt passerer gennem danske farvande. Det gør vi alle timer i døgnet - 365 dage om året. Støtten kan blandt andet omfatte skibe fra Søværnet, fly fra Flyvevåbnet og kapaciteter fra Specialoperationskommandoen og andre relevante kapaciteter', lyder det i stedet i generelle vendinger.
Foruden de to danske militærskibe er også det tyske krigsskib F223 til stede i farvandet vest for Skagen på nuværende tidspunkt.