Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dorte byder robotkollegaer velkommen i ældreplejen

Ny velfærdsteknologi kan være med til at løse udfordringen med mangel på arbejdskraft på sundheds- og ældreområdet.

På Lindholm Plejecenter i Nørresundby er velfærdsteknologien rykket ind hos nogle af borgerne. Robotten TIM (Total Intellegent Medicinhåndtering) står for medicindosering og udlevering.

Vi skal aldrig nogensinde være bange for, at der bliver for mange hænder

Dorte Sand, social- og sundhedsassistent, Kvalitets- og Innovationsenheden, Aalborg Kommune.

Det betyder, at plejepersonalet slipper for den tidskrævende, analoge måde at gøre det på.

- Jeg siger, at man skal tage det som en ekstra kollega. Den kollega, jeg har ikke har, men som kan frigive noget tid til mig, for at jeg kan lave nogle andre opgaver, siger Dorte Sand, der er social- og sundhedsassistent hos Kvalitets- og Innovationsenheden hos Aalborg Kommune.

Kan man så være nervøs for, om der lige pludselig kommer noget velfærdsteknologi, der ender med at overhale den menneskelige pleje?

- Det skal vi aldrig være bange for. Vi skal aldrig nogensinde være bange for, at der bliver for mange hænder, for det er netop dét, der er problemet – at vi ikke har hænder nok, siger Dorte Sand.

Kæledyrsrobot med kunstig intelligens 

Også på dagtilbuddet Væksthuset i Vodskov er ALMA – et robotkæledyr med kunstig intelligens - flyttet midlertidigt ind. Som et forsøg skal hun prøve at skabe en anden kontakt til beboere med eksempelvis autisme, end det almindelige personale kan.

Frem til efteråret bliver det undersøgt, om lovot'en ALMA kan have positiv indflydelse på borgerne på Væksthuset, der er et tilbud til borgere med blandt andet autisme.

- Det er en meget sød og nuttet robot, som kan være et arbejdsredskab, og som kan hjælpe pædagogerne til at arbejde ind i kerneopgaven, siger Lajla Holtebo Gregersen, der er udviklingskonsulent hos Job og Velfærd i Aalborg Kommune. 

To milliarder kroner til teknologi

Regeringen præsenterede mandag morgen en ny digitaliseringsstrategi med 61 initiativer, der skal fremme brugen af netop teknologiske løsninger i Danmark.

En af visionerne er “mere tid til kerneopgaven gennem øget brug af teknologi,” og ifølge regeringen kan det frigive hvad der svarer til 10.000 årsværk i det offentlige over ti år. Regeringen sætter samlet set to milliarder kroner af til strategien.

- Med et sundhedsvæsen og en specialsektor, der mangler hænder, er det vigtigt, vi tænker nyt

Birthe Dinesen, professor i velfærdsteknologi ved Aalborg Universitet.

- Hvis du er ansat i den offentlige sektor, så vil det her være med til, at du får bedre mulighed for at udføre dit arbejde, uden at skulle bruge ligeså meget tid på bureaukrati, siger finansminister Nicolai Wammen (S)

Robotter med kunstig intelligens er noget, vi skal vænne os til på fremtidens sundheds- og ældreområde, lyder det fra en ekspert.

- Med et sundhedsvæsen og en specialsektor, som mangler hænder, som har en travl hverdag og komplekse beboere, der er det også vigtigt, at vi tænker nyt, siger Birthe Dinesen, der er professor i velfærdsteknologi ved Aalborg Universitet. 

Du kan læse mere om regeringens digitaliseringsstrategi her.


TV 2: Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her:


Peter Gade sætter ord på samarbejde med Axelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Henrik ’PK’ Rohde og Peter Gade kommer til at dele trænerrollen fra næste år.

To af de største danskere inden for badmintonsporten slår pjalterne sammen.

Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen, at han har indgået et samarbejde med legenden Peter Gade, som sammen med Henrik ’PK’ Rohde skal træne og coache Axelsen.

Peter Gade fortæller, at han i lang tid har haft en løbende kontakt med den danske stjerne, og nu var momentet det rigtige.

- Viktor har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind over som træner i den sidste del af hans karriere. For mig er det en superspændende udfordring at være med til at prøve at skabe de absolut bedste rammer for Viktor, siger Peter Gade til TV 2 Sport.

- For mig personligt er det virkeligt, virkeligt spændende at kunne arbejde med et menneske, der er så dedikeret og så professionel, og som jo allerede har en fantastisk karriere. At få lov til at finde de ekstra procenter på de forskellige områder sammen med Viktor er en vildt spændende udfordring.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Skal finde de små procenter

Ifølge Peter Gade har Viktor Axelsen indledt samarbejdet, fordi han hele tiden vil finde inspiration, udvikle sig og hele tiden vil lægge på, så ”han stadigvæk synes, at det her er sjovt.”

- Selvom han har performet på et vanvittigt højt niveau hele vejen igennem sin karriere, skal vi prøve at kigge på nogle af de små procenter, der kan være på de forskellige områder, siger Gade.

Hvorfor først nu, hvis I har haft kontakt i længere tid?

- Det, tror jeg, er et spørgsmål om timing, og hvor Viktor er, og hvordan hans setup har været indtil nu. Jeg tænker, det har været et naturligt tidspunkt at starte samarbejdet på i 2025.

Viktor Axelsen, der fylder 31 år i januar, skriver selv, at han føler, at der er brug for ekstra input til, hvordan han får det maksimale ud af resten af karrieren.

- Jeg var så heldig, at jeg trænede med Peter i slutningen af hans karriere, og med Peters badmintonviden kombineret med hans erfaring med at spille i sine 30'ere er jeg sikker på, at han kan hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde den kommende tid, skriver Axelsen.

Deler turneringerne mellem sig

Viktor Axelsen har haft sin eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren vandt OL-guld i Tokyo i 2021. Den træning kommer nu til at blive suppleret med træning på Peter Gades akademi i Danmark, når Axelsen er i landet. Gade kommer også til at være i Dubai på udvalgte tidspunkter.

- I forhold til turneringer vil der være nogle, som ’PK’ har ansvaret for, der vil være turneringer, hvor jeg er med Viktor, og der vil også være turneringer, hvor vi er der sammen.

Hos Badminton Danmark ser de positivt på samarbejdet.

- Det lyder spændende med et samarbejde mellem Viktor og Peter Gade – det, tror jeg, bliver godt. Vi har et godt samarbejde og en god dialog med både Viktor og Peter, og det ser vi frem til at fortsætte med afsæt i den nye, skriver Jens Meibom i en udtalelse til TV 2 Sport.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Ingen tidshorisont

Er der sat en tidshorisont på samarbejdet?

- Viktor og jeg har det sådan, at nu prøver vi det her af det næste stykke tid, og så ser vi, hvordan det går. Hvordan det fungerer for Viktor først og fremmest, og hvordan det fungerer for mig, og så evaluerer vi på det. Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse, som vi begge to kan få stor glæde af, siger Peter Gade.

De første aktiviteter, de kommer til at have sammen, vil være i januar og februar. Først gælder det German Open i slutningen af februar og starten af marts, inden All England er det første store mål senere i marts 2025.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.


Misser europæisk Final 4-stævne: Kun et mål fra finalen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billede fra sidste års Final 4 finale, hvor Aalborg tørnede ud mod Herning Bluefox. Aa

Pirates kunne selv afgøre, om de kom i europæisk Final 4-stævne, men de nordjyske pirater skuffede fælt på isen.

Sølle et mål.

Det var det, der Aalborg Pirates skulle skaffe i den sidste kamp i semifinalerne i Continental Cup, da de tørnede ud mod polske Katowice.

Pointet ville have sikret dem en plads i finalen ved Continental Cup. Men det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Aalborg Pirates måtte se sig slået af Katowice med 1-4, og dermed misser de lige akkurat finalen, der spilles i januar i Berlin.

Havde Aalborg Pirates bare scoret et mål mere og tabt 4-2, ville de stadig havde snuppet andenpladsen i deres pulje, som også ville have givet adgang til finalen. Så det må være et slukøret Pirates hold i Sparekassen Danmark Isarena i aften.

I stedet bliver det franske Grenoble, der følger Katowice til finalen. Aalborg Pirates havde ellers selv slået netop Grenoble med 5-3, men det franske hold havde scoret et mål mere, og derfor er det altså dem, der får den gyldne billet.

Se interview med Georg Sørensen, der blev kåret som kampen spiller for Pirates.

Den helt store nedtur

Det blev den helt store nedtur for Aalborg Pirates, som ellers havde vundet de to første kampe, og selv kunne afgøre det. De kunne endda tillade sig at tabe med to mål.

Så der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos Piraterne, og der gik lang tid inden spillerne kom ud og talte med den fremmødte presse. 

 Efter kampen talte vi med to skuffede spillere, kaptajn Julian Jakobsen, der scorede Aalborgs enlige mål i første periode. Han satte ord på, hvorfor det ikke lykkedes Pirates bogstavelig talt at komme i mål.

Det kan du se her:

Målmand Georg Sørensen, som i øvrigt stod en fantastisk kamp for Piraterne, blev kåret til kampens spiller for Aalborg Pirates, men skuffelsen var tydelig at fornemme hos begge spillere. 

Nu skal Aalborg Pirates tilbage og spille i den hjemlige Metalliga hvor holdet allerede på onsdag kommer på en svær opgave, når de på en eller anden måde skal rejse sig fra søndagens kæmpe skuffelse og møde Herning på udebane.

Se højdepunkterne fra kampen i videoen.

Amerikanere inviterede til thanksgiving med ét særligt formål

Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Keren Christensen var en af dem, der afholdte thanksgiving.

To amerikanere, der er bosat i Thisted, inviterede lørdag til thanksgiving med et særligt formål.

USA er meget mere end det, man ser i nyhederne. 

Sådan lyder det fra to amerikanske thyboer, der lørdag inviterede folk fra nær og fjern til thanksgiving. De ville vise, at amerikanere også går op i fællesskab og hygge. 

- Man vil blive overrasket over, at der er mange flere tolerante mennesker i USA end det man ser baseret på valget, siger Amora Feray, der er amerikaner bosat i Thisted.

Thanksgiving er en dag, der hovedsaglig markeres i Nordamerika, og dagen er blandt andet kendetegnet ved de store mængder mad, der indtages.

Alle gæsterne var inviteret med i køkkenet, og blandt kalkuner i ovnen og mad, der skulle steges, fik gæsterne en smag på, hvad det at være amerikaner også kan være.

- Det handler om at acceptere hinanden, hjælpe hinanden og være taknemmelig, siger Keren Christensen, der også er amerikaner i Thisted. 

Stor fokus på præsidentvalget 

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at USA i sidste uge valgte Donald Trump til præsident i den næste præsidentperiode. 

De to amerikanere har fået mange spørgsmål omkring det og følte, at de gerne ville vise, at USA er mere end det. 

- Jeg håber ikke, at folk tror, at Trump er hele USA, siger Amora Feray, mens Keren Christen stemmer i: 

- Man ser også de negative ting i nyhederne, og USA har mere at byde på, siger hun. 

Thanksgiving falder i år 28. november.