Donation fremtidssikrer sejlskibet LOA
Foto: Christopher Høeg Lundberg / TV2 Nord
Herluf Stærk Christensen startede det første restaurationsarbejde i 2004.
Det aalborgensiske skib LOA har fået en donation på hele 640.000 kroner af A. P. Møller Fonden.
Sejlskibet LOA fylder 100 år i 2022, og donationen skal derfor være med til at fremtidssikre skibet, så kommende generationer også kan få glæde af det.
- Det er helt fantastisk, at vi har fået sådan en donation, og så ikke mindst i et jubilæumsår. Man kan næsten ikke ønske sig større og bedre fødselsdagsgave, siger projektkoordinator Leif Ervolder.
Hver tirsdag og torsdag kommer to hold på skift for at klargøre det gamle sejlskib til årets togter.
- Nu har vi været omkring 40 mand i dag. Det er folk, der kan lide at være her, og det betyder rigtig meget for os alle sammen, siger Herluf Stærk Christensen, der er frivillig med ansvar for driften af værftet.
Intenst restaureringsarbejde
LOA blev bygget tilbage i 1922, hvor det oprindeligt skulle bruges som fragtskib.
Fra 2004 til 2009 blev LOA restaureret efter at have ligget stille i mere end 30 år. Det arbejde fik Herluf Stærk Christensen ansvaret for, og han er stadig en del af sejlskibets hverdag den dag i dag.
- Det har været en drøm at bygge træskibe, lige siden jeg kom i lære. Men i mange år har der ikke rigtig været noget, men nu er der noget her, og det kan man simpelthen ikke sige nej til, sagde Herluf Stærk Christensen til TV2 Nord, da arbejdet begyndte i 2004.
Siden restaureringens afslutning i 2009 har LOA sejlet flere tusinde sømil i både danske og internationale farvande. Sejlskibet har desuden deltaget i The Tall Ships Races flere gange.
Et skib med en stor betydning
Pengene fra A. P. Møller-fonden skal bruges på at gennemgå kalfatringen - det vil sige tætningen af sammenføjningerne i skibet. Samtidig står skibet overfor en udskiftning af beklædningen med kobberplader.
- Det her skib har en enorm betydning for så mange mennesker, det har en stor betydning for Aalborg, og det arbejder vi hele tiden for, at det skal fortsætte, siger projektkoordinator Leif Ervolder.
Og Herluf Stærk Christensen kan kun erklære sig enig.
- Det er godt for alderen. LOA er nok Aalborgs største aktivering for pensionister, tror jeg, griner han.
Mange flere sejladser i sigte
Når de mange forberedelser er overstået, er LOA klar til årets første sejlads efter påske.
Det er også planen, at sejlskibet skal deltage i dette års The Tall Ships Races, hvor hun skal konkurrere i klasse A.
Når sæsonen er ovre, begynder arbejdet med at fremtidssikre LOA. Og der er grund til det.
Skibsbevaringsfonden ser nemlig LOA som et smukt eksempel på dansk skibsbygningstradition og som et varigt kulturminde af betydning for forståelsen af det maritime Danmark.
Se indslag om LOA: