Det falske EU-kort
Aalborg Kommune har trukket et falsk EU-kort. Sådan lyder det fra advokaten for lodsejerne i Lille Vildmose
Hans Sønderby, advokat og partner i Sønderby Legal mener, at rådmanden, Hans Henrik Henriksen, og hans embedsmænd har talt usandt om en tidsfrist, der ville betyde tab af millioner.
Et erstatningskrav er på vej mod Aalborg Kommune fra Lille Vildmose. For det viser sig nu, at det var forkert, da kommunen påstod, at den var nødt til at gøre gravearbejdet i mosen færdig inden nytår. Argumentet var, at det var fristen for at få udbetalt 42 millioner kroner fra EU.
Men der var ikke sat en tidsfrist. Aalborg Kommunes stadsgartner skriver nu i et brev til lodsejernes advokat, at kommunen har fået forlænget fristen til den 30. juni næste år. Gravearbejdet i mosen er slut, og derfor skriver stadsgartneren også i brevet: ”…Spørgsmålet er primært af historisk interesse, idet arbejderne i Life-projektet bliver afsluttet i år…”.
Det er lodsejerne langtfra enige i. De glemmer for eksempel ikke, at politiet for nylig anholdt 33 ude i vildmosen. Lodsejernes talsmand i Lille Vildmose er fortørnet over, at Aalborg Kommune har gravet løs i Lille Vildmose med den begrundelse, at EU havde sat en frist til 31. december i år, hvis man ville beholde EU-støtten.
- Det er grotesk, at man argumenterer mod os ved at male fanden på væggen. De har sagt, at kommunen både kunne miste 30 og 40 millioner, fordi de havde fået afslag på tidsfristforlængelse. Efter det, jeg har fået oplyst, er anholdelsen af de 33 ude i mosen i oktober den største masseanholdelse i nordjysk politis historie. I medierne er vi af rådmanden blevet beskyldt for, at vi har truet kommunens medarbejdere. Vi har chikaneret dem og vi har lavet hærværk, har anklagerne lydt. Og vi er selvfølgelig blevet meldt til politiet. Alt det havde vi ikke behøvet at blive udsat for, hvis kommunen havde givet sig god tid og ventet med at grave, indtil man havde haft rettens ord for, om det var i orden eller ej. For os er den her ikke afsluttet og blot ”af historisk interesse”, siger Preben Clausen, dræningsmester og talsmand for lodsejerne i Lille Vildmose.
Balladen i Lille Vildmose handler om et naturgenopretningsprojekt, hvor kommunen mener, den har ret til at grave på lodsejernes jord, fordi grundejerne en gang er blevet afregnet for, at kommunen må råde over jorden. Det mener lodsejerne ikke. De vil have, at man skal vente på, at taksationsmyndighederne endelig fastlægger, hvad de skal have – eller måske kommer frem til, at de skal have eksproprieret jorden.
Hans Henrik Henriksen, Rådmanden i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, gentog for nylig i en Fokus-udsendelse her i TV2nord, at EU havde sat en frist til nytår og man derfor havde travlt. Det skete den 28.oktober i år. En måned før udsendelsen, den 26. september, havde Aalborg Kommune allerede bedt EU om fristforlængelse og også har fået det bevilget- foreløbig til sommeren næste år. Det fremgår også af brevet fra kommunen til lodsejernes advokat.
Lodsejernes advokat, der under hele sagen har afvist argumentet om EU-frister, er betænkelig ved rådmandens optræden.
- Det her er meget alvorligt. Kommunen har trukket et falsk EU-kort for at gennemtvinge en bestemt retsstilling, selvom man udmærket godt vidste, at det EU-kort er falsk, siger Hans Sønderby, advokat og partner i Sønderby Legal.
Ifølge Hans Sønderby har Aalborg Kommune brugt EU til at skabe en frygt både hos borgere og politi for, at millioner af skattekroner ville gå tabt, hvis man ikke skyndte sig at få gjort gravearbejdet i Vildmosen færdig. Derfor lægges der op til en erstatningssag.
- Der er selvfølgelig en del retssagsopgørelser i kølvandet på det her falske EU-kort, og de er først lige startet. Det kan være godtgørelse for tort. Det kan være erstatning. Kommunen burde jo meget hurtig rykke ud med en stor og kraftig undskyldning, og politiet burde meget hurtigt trække nogle sigtelser tilbage. Kommunen skulle have ventet, til retfærdigheden skete fyldest, siger Hans Sønderby.
En af rådmandens byrådskolleger, Jan Nymark Thaysen (Venstre), næstformand i By- og Landskabsudvalget, er også utilfreds med forløbet.
- Tonen i det her brev er topmålet at arrogance, Vi har en rådmand, der to eller tre gange for rullende kameraer siger, at man ikke kan få fristforlængelse. Nu kan man jo se, at det ikke er rigtigt, for man havde allerede ansøgt på det tidspunkt, hvor udtalelserne faldt. Nu har vi sort på hvidt, at det godt kunne lade sig gøre at få fristforlængelse. Altså, der er ministre, der er blevet fyret for noget, der er mindre grelt, siger Jan Nymark Thaysen.
Jan Nymark Thaysen siger desuden, at han først er blevet bekendt med brevet forleden og kalder det en rigtig dårlig sag, som ifølge ham åbenbart skal gemmes af vejen.
-Jeg vil nu bede om en redegørelse fra rådmanden. Sagsforløbet bliver mere og mere pinligt. Jeg sagde fra start at jeg ikke kunne se mig selv i det her. Når man pudser politiet på ens egne borgere, er det sådan set topmålet af, hvad man egentlig kan gøre. Det er et stort indgreb mod egne borgere. Når man gør sådan noget, så skal man være 100 procent på sikker grund, siger Jan Nymark Thaysen, der er gruppeformand og spidskandidat for Venstre i Aalborg Kommune.
Lodsejernes advokat, Hans Sønderby, mener, at der også venter et opgør for politiet.
- Politiet har bare gjort det, kommunen bad dem om uden at sikre sig, at hjemlen var på plads, Når forudsætningerne viser sig at være forkerte, så er der selvfølgelig også et stykke oprydning mellem kommunen og politiet, siger Hans Sønderby.
Advokaten pointerer, at det kommunale hastværk slet ikke var nødvendigt, når nu EU ikke havde sat en frist.
- Man skulle have ventet med at fare frem og grave, indtil retten havde talt. Og det var der jo rigelig med tid til, viser det sig nu. Jeg har aldrig set noget lignende i Danmark - for den sags skyld ikke i noget EU-land, siger Hans Sønderby, der også er advokat med speciale i EU-ret.
Lodsejernes talsmand er lettet over, at kommunen nu erkender, at der ikke var nogen frist. Men han er ikke overrasket over tonen i brevet fra Aalborg Kommune.
- Vi har tidligere været ude for, at stadsgartneren bruger det med at intimidere folk. Det var vi også ude for sidste år. Nu har vi så heldigvis dokumentation for, at beskyldningerne ikke har bund i sandheden, siger Preben Clausen.