'Det er som at stille slik foran børn':
Nordjysk krudtkonge vil forkorte salgsperioden
Den nordjyske fyrværkerivirksomhed har valgt at sætte sin salgsperiode ned til fem dage.
Sæsonen for sporadiske skrald er startet.
Et brag eller to om aftenen bliver langsomt en selvfølge, og det vil formentlig fortsætte helt indtil nytårsaften. Og måske lidt mere end det.
For siden 15. december har det været muligt at købe fyrværkeri, selvom det er ulovligt at fyre af, endnu.
- Det er jo så åndssvagt at sælge det før tid. Det er som at stille slik foran børn, siger René Lemvig Nielsen, der er indehaver af Krudtkongens tre butikker i Aalborg.
Det er nemlig først lovligt at bruge fyrværkeri i perioden 27. december.
Derfor har de tre Aalborg-butikker valgt først at sælge sit krudt fra der.
- Folk må alligevel først begynde at bruge det der, så hvorfor overhovedet sælge det før tid?, spørger han.
Julegaveræset er i gang:
Brian bruger 10.000 på julen
Foto: Privatfoto/Anne Bille
Betalingskort, kontanter og mobilepay. Der er gang i den nordjyske julehandel.
Black Friday er ovre, og kalenderen viser december.
Mange har formentlig været til julefrokoster allerede, og på dem kan nordjyderne lide at bruge flere penge end resten af landet.
Nordjyderne er nemlig dem, som vil bruge fleste penge på mad og arrangementer i julen. Det viser tal fra Nordea.
Beløbet er på 2155 kroner, hvor landsgennemsnittet er på 2006 kroner. Når det kommer til det dyreste ved julen, gaverne, skiller nordjyderne sig dog ikke nævneværdigt ud fra resten af landet. Her bruger nordjyderne 3.780 kroner i snit.
Flere nordjyder har over weekenden været forbi Metropol i Hjørring for at sætte gang i julehandlen:
Brian Holmberg regner med at bruge 10.000 kroner.
- Indtil nu har jeg brugt 3.500 kroner, henover julen bliver det nok 10.000 kroner, inden man er færdig med at købe julegaver og mad, siger Brian Holmberg og fortsætter.
- Jeg vil gøre nogle mennesker glade og sprede glæde. Jeg har en større glæde ved at give gaver end at modtage dem, forklarer Brian Holmberg.
Susanne Clausen forkæler børn og børnebørn.
- Åh gud, vi har brugt mange i år. Vi har givet lidt mere til børn og børnebørn, så vi rutter os lidt, lyder det fra Susanne Clausen, der er ude at juleshoppe med sin mor.
Ligesom mere end fire ud af fem nordjyder har hun ikke en maxgrænse for julebudgettet.
Du kan også læse gode tips og råd til at spare på julen herunder:
Nordjysk samarbejde skal øge sikkerheden i nattelivet
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Safe House i Jomfru Ane Gade forsøger den digitale garderobebillet DROPE, der både øger sikkerheden og sikrer, at gæsterne får deres jakker med hjem.
Hvis du nogensinde har været en tur i byen, har du højst sandsynligt mødt den lille lap papir, der enten giver adgang til din jakke eller efterlader dig kold og uden overtøj på vej hjem fra nattelivet – garderobebilletten.
Og som vi alle ved, kan den hurtigt forsvinde, når natten bliver sen, og promillen stiger.
Derfor har Safe House i Jomfru Ane Gade forsøgt at bruge den digitale garderobebillet Drope. For de bruger mange ressourcer på garderoben.
- Nu har de telefonen, og der er det hele på. Skulle telefonen løbe tør for strøm, har vi opladerstik, så kan de få 2 minutters strøm. Så virker den, og de kan få jakken, fortæller medstifter af Safe House, Martin Bossen.
Den øget tryghed var en klar grund til at Safe Houses garderobe skulle forsøge sig med DROPE, fortæller Martin Bossen.
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Appen Drope er udviklet af 21-årige Nikoline Germer Kristensen og Frida Dorthea Livoni, og der var et klart mål med samarbejdet.
- Vi ønskede, at folk kendte til os og fik oplevelsen af, at det var sikkert og trygt at indlevere sine ting ved Safe House, og at man fik sine ting med hjem igen, fortæller salg- og marketingschef i DROPE, Frida Dorthea Livoni.
Et samarbejde med værdi
Safe House er en kunde, de to aalborgensiske iværksættere længe har haft i kikkerten til et samarbejde - af en helt særlig grund.
- De har de grundlæggende værdier omkring sikkerhed og tryghed, og at vi hjælper hinanden. Det er værdier, vi også meget gerne vil stå inde for og være med til at skabe i Jomfru Ane Gade, forklarer direktør i DROPE Nikoline Germer Kristensen.
Som med al ny teknologi har der været nogle startvanskeligheder. Og så kan det også være en udfordring, når ens nye brugere har en højere promille.
- Der er altid nogle opstartsproblemer, men helt generelt fungerer systemet. Så er det bare, at vi skal folket med til at opdage, at vi er her nu, lyder det fra Frida Dorthea Livoni.
Hun opfordrer til, at folk downloader appen, inden man fester igennem.
Virksomheden DROPE
DROPE er en digital garderobebillet.
DROPE fungerer gennem en app. Kunden opretter en bruger, checker ind på en chip på bøjlen i garderoben og indleverer jakken. Kunden tjekker ud gennem appen, når kunden har sin jakke igen.
Øget sikkerhed og tryghed i fremtiden
DROPE har stor tro både på deres virksomhed og samarbejdet med Safe House.
- En digital billet er bare meget sikrere og mere valid end en fysisk papirbillet er, og derfor håber vi i fremtiden, at folk vil søge mod Safe House og få den her sikre og trygge oplevelse, afslutter Nikoline Germer Kristensen.
Safe House overvejer at udvide med flere garderober, og her vil DROPE uden tvivl følge med lyder det fra medstifteren.
- Det giver den ekstra tryghed for gæsterne, og det er det, der betyder noget, fortæller Martin Bossen.
Det kan måles i vandet, når svømmehalsgæster ikke er grundige nok med sæben, og det har fået svømmehal Gigantium til at sætte ekstra fokus på hygiejnen.
Det har konsekvenser, hvis man ikke vasker sig ordentligt, inden man hopper i et svømmebassin.
Desværre er det ikke alle, der husker de gængse vaskeråd og får skrubbet kroppen og vasket håret, inden de hopper i badetøjet.
- Der er nogen, som tænker, at det er fint at bruse sig med badetøj på, inden man går ind i hallen. Men jeg tænker heller ikke, at man bader med badedragt eller badebukser derhjemme, så det skal man heller ikke her, siger Johnny Roed, ejendomsservicetekniker i Gigantium.
Udover de påklædte bade observerer han også i sin daglige gang i svømmehallen, at nogle gæster er lige hurtige nok med at få vasket alle de afgørende steder.
- Det går stærkt for nogen. Og det er altså uhensigtsmæssigt, for det gør vandet i bassinerne mere beskidt, end det havde behøvet at være, siger Johnny Roed
Undgå røde øjne
I svømmehallen i Gigantium måler de kontinueligt på mængden af blandt andet klor i vandet, så der hele tiden bliver tilsat de nødvendige mængder til bassinerne. Hver morgen kan Johnny Roed i en manuel måling se, hvor meget af det såkaldte bundne klor, der er i vandet.
- Bundet klor fortæller os, hvor beskidt vandet er, og der er altså en god sandsynlighed for, at det er hygiejnen hos gæsterne, der kan få det tal til at stige, siger Johnny Roed.
Derfor vil han gerne opfordre alle til at holde en god hygiejne i svømmehallen.
- Vi vil gerne holde klorniveauet på et minimum. Jo mere klor, jo større er risikoen for røde øjne og udslæt, siger han og understreger, at maskinerne ikke bare pumper uanede mængder af klor i bassinerne, selv hvis vandet skulle blive ret beskidt.
- Der er nogle parametre, som maskinerne opererer indenfor. Så man skal ikke være bange for uendelige mængder klor. Men det er klart, at behovet for klor stiger, når vandet bliver mere beskidt, ligesom det kræver mere af vores tid og ressourcer at holde svømmebassinerne rene, hvis mængden af klor i vandet ligger i den høje ende, forklarer Johnny Roed.
Kommunen vil lukke Oskars specialklasse:
- Det er helt gak
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Aalborg Kommune vil samle deres specialundervisningstilbud i såkaldte ’fokusklasser’, men det møder stor modstand fra ét af specialområderne.
Lige nu går 13-årige Oskar Bæch fra Øster Hassing i en såkaldt K-klasse på Vodskov Skole.
Det er en specialklasse for elever med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse - ofte ligger børnenes diagnoser indenfor autismespektret.
Oskar har Aspergers syndrom og trives i sin nuværende klasse, hvor han har omkring to timer dagligt. Det timetal ser de som en succes hjemme hos familien Bæch, der har kæmpet en kamp med Oskar i skolesystemet.
I øjeblikket får Oskars mor dækket tabt arbejdsfortjeneste, for at familielivet kan hænge sammen.
Men nu frygter de, at det hele ramler.
Så vælter læsset for ham. Det kan være fra, at han bare sidder i sin seng og kigger ud i luften, eller at han sidder og slår hovedet ind i væggen
Morten Bæch, Oskars far
Oskar står nemlig til at blive en del af Aalborg Kommunes nye fokusklasser, som samler elever, der både har ADHD, autisme eller andre indlæringsvanskeligheder.
Det vil betyde, at Oskar får klassekammerater med helt andre behov, og fordi ressourcerne skal fordeles ligeligt, vil der også være færre lærere i klassen.
- Så vælter læsset for ham. Det kan være fra, at han bare sidder i sin seng og kigger ud i luften, eller at han sidder og slår hovedet ind i væggen, fortæller Oskars far, Morten Bæch.
Se hele indslaget om fokusklasserne herunder:
Væsentlig flere børn i mistrivsel, lyder det fra speciallærer
Bekymringerne for fokusklasserne er også nået hen til K-klassernes lærere, som er den del af specialundervisningsområdet i Aalborg Kommune. Det område kommer til at opleve det største fald i normeringen.
Louise Madsgaard er speciallærer og hovedbestyrelsesmedlem i landsorganisationen Skole og Forældre, og hun kalder forslaget for "vanvittigt":
- Man ensretter tilbuddene for nogle børn, hvor tilbuddene ikke kan ensrettes. Så man går fuldstændig kontra på alt, vi ved om evidens, pædagogik og didaktik indenfor socialpædagogikken, lyder det.
Processen om fokusklasserne har været mere end to år undervejs.
I den tid har kommunen lyttet til interesseorganisationer og relevante samarbejdsgrupper, hvor blandt andre Louise Madsgaard har siddet.
Men den endelige model vil hun ikke stå på mål for.
- Hvis du spørger mig, kommer det her til at betyde, at vi kommer til at se væsentlig flere børn i mistrivsel, væsentlig flere børn i stigende skolefravær og væsentlig mere tabt arbejdsfortjeneste, siger Louise Madsgaard.
Alle vil gerne have udvikling, men der er ingen, som gider forandring
Morten Theissen (K), rådmand, Børn og Unge, Aalborg Kommune
Dårlige erfaringer i en anden kommune
Aalborg Kommune er af en anden overbevisning end både Morten Bæch og Louise Madsgaard.
De mener, at flere specialundervisningstilbud i nærområdet og større fællesskaber er vejen frem til bedre trivsel og et stærkere fagligt miljø.
- Alle vil gerne have udvikling, men der er ingen, som gider forandring. Og når det går hen og rammer ens hverdag, bliver man pludselig opmærksom på: Hvad betyder det her så for mig? Og for nogles vedkommende vil de tænke: Jeg tror, jeg mister noget ved det her, lyder det fra Morten Theissen (K), rådmand, Børn og Unge, Aalborg Kommune.
Den nordjyske kommune er ikke de første med idéen om, at eleverne i specialundervisningstilbud skal placeres tættest muligt på hjemmet.
Randers Kommune har siden 2019 forsøgt sig med et nærhedsprincip på specialundervisningsområdet, som også fokusklasserne bygger på.
Allerede i 2022 pointerede en evaluering dog den blandede elevsammensætning som et problem.
Evaluering af specialundervisningstilbud i Randers Kommune
BDO fremlagde i 2022 en evaluering af specialundervisningstilbuddet i Randers Kommune.
I første punkt af evalueringen lød det blandt andet:
(...) elevgrupperne opleves uhomogene, idet klasserne med nuværende nærhedsprincip rummer børn med forskellige udfordringer og støttebehov samt spænder over 3-4 klassetrin - en praksis der udfordrer både eleverne og det pædagogiske personale. BDO anbefaler, at der i en revurdering af nuværende organisering og visitationspraksis skabes bedre rammer for mere ensartet elevsammensætning.
Kilde: dagsordener.randers.dk
Kan man ikke lære af Randers Kommunes fejl?
- Jeg tror ikke, man skal lære noget som helst af Randers, for de gjorde det natten over, og de gjorde det ikke gennem en frivillighedsmodel, siger rådmanden.
Aalborg Kommune lægger op til en indkøringsperiode på to år. Herefter skal alle specialeleverne i fokusklasser.
Rådmanden garanterer dog, at der til den tid også bliver plads elever med ekstra særlige behov, hvor forældrene lige nu holder vejret.
- De kan se frem til, at vi leverer et tilbud, som er til deres barns bedste, fastslår Morten Theissen.
Noget andet end fokusklasserne?
- Lad os se, hvad konklusionen bliver. Nu er vi i høringsfasen, og hvis det viser sig, at der er behov for noget andet, så finder vi på noget andet, afslutter rådmanden.
Inger har knogleskørhed, men svinger hofterne fem gange om ugen
Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord
Går vi ti år tilbage, var det ikke givet, at Ingers krop kunne klare presset.
Fem til seks gange om ugen svinger 70-årige Inger Thorup Jensen hofterne til dansestudiet Dance4Life's hold i Hjallerup.
Sådan var det ikke for ti år siden.
Dengang fik hun konstateret sygdommen osteporose, bedre kendt som knogleskørhed og skulle pludselig lære, hvordan hun bedst muligt passer på sin krop.
- Det er en svær sygdom, for jeg kan ikke mærke, at jeg har den. Derfor ignorerede jeg det også lidt i starten. Det gør jeg ikke mere, fortæller Inger Thorup Jensen.
Hvad er knogleskørhed?
Osteoporose - også kaldet knogleskørhed er en udbredt folkesygdom, der rammer knoglerne
Sygdommen rammer oftest fra 50 års alderen.
Knoglevævet nedbrydes og knoglerne bliver porøse.
Kvinder rammes over dobbelt så hyppigt som mænd.
Diagnosen kan stilles på baggrund af DXA-scanning; røntgen, blod- og urinprøve kan indgå i undersøgelserne.
Man mærker ikke symptomer ved sygdommen, men får nemmere knoglebrud som kan give varige mén.
Forebyggelse kan bestå i ændret livsstil og behandling omfatter medicin.
Jo hurtigere tilstanden behandles, jo bedre er fremtidsudsigterne
Efter diagnosen tog hun på et knogleskørhedsforløb, hvor hun blandt andet lærte, hvor vigtigt det er at få hårde stød mod kroppen, for at opbygge nyt knoglevæv. Og her var dansen et af forslagene, der kunne hjælpe.
Nu danser hun i dansestudiet Dance4Life, som Janni Elene Nielsen åbnede for et år siden i Hjallerup. Selvom dansestudiet var tiltænkt at være for børn, pardans og fitnessdans, fandt hun ud ad, at især fitnessdansen var det helt store trækplaster for personer som Inger Thorup Jensen, som bruger det til også at styrke deres mentale helbred og øger deres livskvalitet.
- Dagligt er der nogle på mit hold, der kommer og takker mig for god træning. Der er det gået op for mig, hvad det er, jeg giver dem, lyder det fra Janni Elene Nielsen.
En af dem er blandet andet Inger Thorup Jensen, som på trods af knogleskørheden har undgået at komme til skade og få brud ved at danse.
I stedet har danset hjulpet hende med at opbygge sin muskelmasse.
- Det er jo også en fordel, at musik og dans er en leg for mig. Jeg kan rigtig godt lide det. På den måde er det også en sjov måde at få motion på, og jeg bliver i godt humør af det.
Pas på kroppen
Pensionisttilværelsen har givet Inger Thorup Jensen tiden og muligheden for at svinge hofterne så ofte, som muligt.
Derfor er hun også mere eller mindre på alle holdene i dansestudiet. Bortset fra step.
- Der skal man jo passe på ikke at falde ned ad bænken og få nogle brud, pointerer hun.
Nok er Inger Thorup Jensen 70 år, og en af de ældste i dansestudiet, men hun har ikke tænkt sig at stoppe med at svinge hofterne lige foreløbig.
Tværtimod tropper hun op i Janni Elena Nielsens dansestudie i Hjallerup så ofte, som hun kan, og så længe kroppen og knogleskørheden tillader.