Dansen sættes fri: Nattelivet genåbner til midnat
Foto: Emma Fjordbak
Efter 24.00 kan der igen lukkes festglade gæster ind på diskotekerne som her i Jomfru Ane Gade.
I halvandet år har Danmarks diskoteker været lukket ned, og dans på barer har været forbudt på grund af coronasituationen. Men 1. september åbner begge dele igen.
Nu er det tid til at kridte danseskoene og få varmet fødder og hofter op. Nattelivet og dens dansegulve åbner igen onsdag den 1. september. Genåbningen kommer efter en nedlukning, der har varet siden Danmarks nedlukning i marts 2020.
Derfor er flere af diskotekerne klar til at slå dørene op allerede til midnat, og på barerne er dansegulvet også ved at blive gjort klar tirsdag aften. Det gælder blandt andet på Zwei Grosse Bierbar i Aalborg.
- Det bliver en fantastisk følelse igen at kunne få gæster tilbage på dansegulvet, siger Henrik Foget, der er ejer af Zwei Grosse Bierbar.
Længere åbningstid
Det er ikke kun dansegulvet, der er tilbage i nattelivet. Det samme er de lange åbningstider. Fra 1. september må barer, diskoteker, caféer og restauranter vende tilbage til åbningstiderne før coronatiden. Så man igen kan gå hjem fra byen akkompagneret af en solopgang.
I den seneste tid har det ikke været lovligt at holde åbent på dansegulvet, men det ændrer sig altså også natten til onsdag. På Zwei Grosse Bierbar er forventningen, at tilstandene nu så småt vender tilbage til udgangspunktet før udbruddet af Covid-19 og den første nedlukning i marts 2020.
- Det er tilbage nu, hvor det var. Man må danse og danse tæt, og der er livemusik, det er kun lige nu, at man skal vise coronapas, siger Henrik Foget.
Henrik Foget fortæller, at der fra i morgen af er fyldte borde rundt i Jomfru Ane Gade. Bordreservationer har været rødglødende.
Det er ikke alle restriktioner, der er væk i nattelivet, for der skal stadig vises coronapas på barer og diskoteker, hvis man vil være indenfor. Samme krav bortfalder på restauranter og caféer fra den 1. september.