Danish Crown udvider pølseproduktionen: 900 kilometer medister skal laves henover julen
22 timer i døgnet bliver der lavet kilometervis af medister på Danish Crowns slagteri i Svenstrup.
Når året er omme forventer slagterigiganten Danish Crown at have lavet henved 900 kilometer medisterpølse. Det svarer til en julemedister, der kan nå fra Aalborg i Nordjylland til Amsterdam i Holland.
- Vores kolleger på fabrikken i Herning, der normalt laver al vores medister, kan slet ikke følge med. Derfor har vi udvidet med to produktionslinjer på vores fabrik i Svenstrup, forklarer fabrikschef Torben Jespersen.
Slagteriet i Svenstrup står i forvejen for store dele af Danish Crowns produktion af grillpølser, salami og kødpølser. Nu er der så yderligere to produktionslinjer stillet op, som 22 timer i døgnet sprøjter kilometer efter kilometer af medister ud:
- Der var mange, som ikke rigtigt troede, vi kunne nå at producere nok, men det er faktisk gået strygende, forklarer Mette Frydenlund Bak, der på en enkelt vagt sprøjter henved 13 ton fars i tarme.
- Vi arbejder nærmest i døgndrift og vi hygger os med det. Det har faktisk været en god oplevelse, siger hun.
Baggrunden for udvidelsen er en stigende efterspørgsel på julemedister. Især nordjyderne vil gerne have den klassiske ret i julen og i særdeleshed til julefrokosterne. Her viser en undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov at 52% af alle nordjyder forventer at spise medister til julefrokosten i år. Til sammenligning er det bare 18% af københavnerne, der sætter tænderne i klassikeren.
- Jeg tror, det handler om traditioner. Nordjyderne er traditionsbundne og heroppe har vi spist medister til jul i generationer, så det bliver vi naturligvis ved med, lyder det fra fabrikschefen Torben Jespersen, der fortsætter:
- Og så smager det jo fantastisk.
Det er Mette Frydenlund Bak enig i. Hun spiser selv medisterpølse med stor fornøjelse, men...
- Jeg skal altså ikke have det juleaften, understreger hun.