Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Da Nanna var teenager, blev hun udsat for overgreb - først mange år senere kunne hun selv se det

Foto: Privatfoto

Først under en samtale med en veninde gik det op for Nanna Brix, at hun havde været udsat for overgreb, da ekskæresten ignorerede hendes "nej".

Det er Uge Sex, og i år er der fokus på samtykke. Nanna Brix fra Aalborg ville ønske, at samtykke havde været på skoleskemaet, da hun var ung og gentagne gange blev udsat for overgreb af en ekskæreste.

Børn og unge skal mærke, forstå og respektere egne og andres grænser. Derfor er "samtykke" overskriften på årets udgave af Uge Sex, hvor skoler landet over sætter seksualundervisning på skoleskemaet.

Der er rigeligt at tage fat på. Hver fjerde af de unge i alderen 16-29 år har nemlig været i tvivl om, hvorvidt de har overskredet deres sexpartners grænser.

Jeg græd og sagde, at det gjorde ondt, og at han skulle stoppe, men det gjorde han ikke.

Nanna Brix

- Seksualundervisning er et effektivt og forebyggende værn mod grænseoverskridende adfærd, seksuelle overgreb og voldtægt, siger Lene Stavngaard, der er national chef i Sex og Samfund.

Ekskæresten respekterede ikke et nej

En af dem, der har oplevet at få overskredet sine grænser, er 29-årige Nanna Brix fra Aalborg. Da hun var ung teenager, besluttede hun og en ekskæreste sig for at afprøve analsex, men hun opdagede hurtigt, at det gjorde meget ondt på hende.

- Jeg græd og sagde, at det gjorde ondt, og at han skulle stoppe, men det gjorde han ikke. Han fortsatte, siger Nanna Brix.

Flere andre gange i løbet af forholdet oplevede Nanna Brix, hvordan et ”nej” til sex ikke blev respekteret.

Sex & Samfunds ungeundersøgelse

  • 29 pct. af de unge synes, det kan være svært at sige fra i seksuelle situationer, hvor de ikke har lyst til sex.

  • 25 pct. af de unge svarer, at de har været i tvivl om, hvorvidt de har overskredet deres sexpartners grænser.

  • 13 pct. svarer, at de har været i tvivl om, hvorvidt deres sexpartner havde samtykket til sex.

  • 52 pct. af de unge svarer, at de har givet samtykke til noget seksuelt, selv om de ikke havde lyst. Fx har de haft sex oftere, end de havde lyst til.

  • 36 pct. af de unge mænd svarer, at det forventes af dem, at de har lyst til sex, når deres partner har lyst. Hos kvinderne gælder det 28 pct.

  • 12 pct. svarer, at de har haft sex for at undgå at blive kaldt kedelig eller snerpet. Det gælder 15 pct. af kvinderne, og 9 pct. af mændene.


Kilde: Ungeundersøgelse lavet af Voxmeter for Sex & Samfund. Indsamlet fra 10. maj til 3. juni 2021. Repræsentativ for hele den danske befolkning i alderen 16-29 år.

Dengang så hun det ikke som overgreb.

- Vi var jo unge, og han var min kæreste, så jeg så ikke et problem i det. Jeg skulle jo sørge for, at han fik sit – men sådan er det jo ikke i et forhold, siger Nanna Brix.

Behov for en kulturændring

I 2021 trådte en ny samtykkelov i kraft, der betyder, at det er strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker. Siden da er antallet af anmeldelser og sigtelser for voldtægter steget markant.

- Samtykkeloven er en afgørende milepæl, men samtykke handler om mere end jura. Vi har brug for en markant og langsigtet kulturændring for at forebygge overgreb. Og det kræver et grundlæggende opgør med de myter, normer og forventninger til køn, der hersker i vores samfund, siger Lene Stavngaard fra Sex og Samfund.

Man er ikke forkert, bare fordi man først har sagt ja og bagefter siger nej.

Nanna Brix

Netop derfor er det vigtigt i en tidlig alder at lære om grænser og samtykke.

- Et overgreb er et overgreb, og det har mange ansigter

Nanna Brix ville ønske, at samtykke havde været på skoleskemaet, da hun gik i folkeskole. I hendes tilfælde gik der flere år før hun forstod, at det, hun havde oplevet, var overgreb.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at debatten bliver taget. Overgreb sker både i parforhold og uden for parforhold. Man er ikke forkert, bare fordi man først har sagt ja og bagefter siger nej. Et overgreb er et overgreb, og det har mange ansigter. Kampagnen sætter fokus på facetterne af et overgreb, siger Nanna Brix.

Det er også derfor, hun vælger at fortælle sin historie. Hun håber, at andre unge, der får overskredet deres grænser, kan se, at det er forkert.

- Ved at vi tager snakken, håber jeg, at det kan sænke antallet af overgreb, siger hun.

23.306 elever og 906 undervisere i Nordjylland har tilmeldt sig Uge Sex.

Uge Sex

  • Uge Sex er Sex & Samfunds årlige seksualundervisningskampagne, som i år bærer titlen Uge Sex med samtykke.

  • Under Uge Sex-kampagnen tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmaterialer, der kan støtte lærerne i at tilrettelægge og gennemføre alderssvarende sundheds- og seksualundervisning – også online.

  • Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex henvender sig til elever i 0.-10. klasse over hele landet.

  • Sex & Samfund forventer, at cirka 400.000 elever og 20.000 lærere over hele landet deltager i årets Uge Sex.

Breaking

Sender ærgerlig besked: 850 patienter tvunget til at finde ny læge

Foto: Grafik / TV2 Nord

Lægehus i Sæby kan ikke skaffe det nødvendige personale, og det får konsekvenser for patienterne.

850 borgere i Sæby-området skal have ny praktiserende læge.

Det er konsekvensen, efter at Lægehuset Sæbygårdvej har sendt besked ud til sine cirka 4850 patienter om, at lægehuset fra 1. februar næste år reducerer antallet af tilknyttede patienter til 4000 på grund af lægemangel.

- Vi har haft mange arbejdstimer igennem lang tid, og vi må bare indse, at det er for stor en opgave, fortæller Janni Kristensen, som er en af de tre fasttilknyttede læger i lægehuset.

'Vi har forsøgt at undgå dette udfald, men det har ikke været muligt,' siger læge Janni Kristensen. Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

'Først til mølle'

Lægehuset har siden årsskiftet manglet en læge, og det er ikke lykkedes at ansætte en. Derfor ser man nu ingen anden udvej end at skære på patienttallet.

- Vi har ledt med lys og lygte, men det er ikke lykkedes at finde en ekstra læge, siger Janni Kristensen og fastslår:

- Vi ønsker ikke at lade patienter i stikken, og vi har forsøgt at undgå dette udfald, men det har ikke været muligt.

De omkring 4850 patienter, der er tilknyttet Lægehuset Sæbygårdvej, kan i den kommende tid give udtryk for, om de ønsker at forblive patienter i lægehuset, eller om de vil tilknyttes en anden praktiserende læge.

Pladserne i lægepraksissen på Sæbygårdvej vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.


Køb et hus og få en hel unik samling med i handlen

En anderledes bolig er netop kommet til salg på Mors. Det er ikke bygningerne, der skiller sig ud, men det, der er inden i.

I den lille by Flade på Nordmors tager Georg Kristensen glad i mod, da vi kigger forbi. Han vil meget gerne vise rundt på det sted, hvor han boet i 23 år. Han er i sælgerhumør.

Efter lange overvejelser har han nu besluttet, at han skal af med sit livsværk, som han kalder det.

- Jeg bliver ældre. Det er sådan set det. Børnene synes ikke, at de magter det, siger den 77-årige pensionist.

Det er da også noget af en mundfuld, han nu sætter til salg. Der er i alt 786 kvm med bolig og erhverv, men det er ikke mursten, tag og grund, der fylder mest hos morsingboen.

Det er indholdet i bygningerne.

For det var lige her, at han fra 1993 til 2003 drev Morsø Radiomuseum, der var en udstilling med flere end 1500 gamle radioer og pladespillere. Alt sammen noget, han har samlet siden han var 18 år.

I syv år var Georg Kristensens samling med i den store Guinness Rekordbog. Det her diplom er fra 1994. Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST

Hvor nem en beslutning har det været, at sætte det hele til salg?

- Den har ikke været så nem. Det har den ikke, men nu er den taget, siger radioentusiasten, der har taget opstilling mellem gamle lakplader, bakelit-radioer, tragthøjtalere og grammofoner så store som kommoder.

Det er Georg Kristensens kone, der i de senere år har presset på, for at han skulle få sparket gang i salget.

Svært at finde salgsprisen

Nu er det store spørgsmål: Hvad kan 786 kvm bygninger med en hel samling af gamle radioer koste?

Radiosamleren har kontaktet ejendomsmægler Peter Schertiger Laustsen fra Nykøbing Mors, der indrømmer, at han er lidt på udebane.

- Det er første gang, at jeg skal sælge en radiosamling, siger han med et kæmpesmil om munden.

Peter Schertiger Laustsen er indehaver af 360° Mæglerne og er kommet på noget at en opgave med at finde den rigtige pris, for han ved mest om huse og meget mindre om samlinger.

Ejendomsmægler Peter Schertiger Laustsen foran det tidligere Morsø Radiomusem. Han har aldrig før solgt en samling af gamle radioer. Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST

Ejeren Georg Kristensen er overbevist om, at det hele skal koste i omegnen af 1,3 millioner kroner, og mægleren er da også optimistisk, men han ved ikke, om det lykkes at sælge det hele på en slutseddel.

- Men det kunne være sjovt at sælge huset med radioerne og så møde en, der har samme entusiasme som Georg, siger ejendomsmægleren.

Guld eller ragelse?

Georg Kristensen er sikker på, at han skal få solgt.

For dig er det jo guld du har på hylderne. Der kan jo komme en køber, der synes, at det noget gammelt ragelse. Hvordan vil du have det med det?

- Så må man jo tage den derfra og så sælge det andre steder. 

- Det kommer måske til at tage noget tid, men jeg regner med at have mange år foran mig, siger Georg Kristensen, mens han er på vej hen for at vise endnu en gammel pladespiller fra 1930’erne, som han altså håber på snart at få solgt sammen med sit hus.

Georg Kristensen flyttede fra Flade omkring sommerferien i år. Han bor nu sammen med sin kone i Tødsø, der ligger få kilometer fra det tidligere radiomuseum.


Vil have to mænd fængslet efter knivstikkeri

To mænd bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør efter knivstikkeri i Aalborg.

Nordjyllands Politi vil have to mænd på 20 og 22 år varetægtsfængslet efter et knivstikkeri på Davids Alle i Aalborg natten til torsdag.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De to mænd er sigtet for at have stukket en 20-årig mand to gange med en kniv og frataget ham ejendele.

Politiet fik anmeldelsen om overfaldet klokken 01.21, og de to sigtede blev anholdt klokken 02.04 og 02.06. De er begge sigtet for særligt groft røveri, da der i forbindelse med pågribelsen blev fundet stikvåben, ligesom der blev fundet stjålne effekter, som tilhørte den forurettede.

- Der er tale om personer, som er kendt i det kriminelle miljø og alle parter har en indbyrdes relation. Der er således ikke tale om et tilfældigt overfald. Som vi ser sagen lige nu, er røveriet ikke er en del af den verserende bandekonflikt i Aalborg, siger politikommissær Kenneth Rodam, som leder efterforskningen, og uddyber:

- De omstændigheder betyder dog ikke, at vi ser mindre alvorligt på røveriet. Der er tale om et ganske groft overfald og vi arbejder på højtryk for at klarlægge, hvad der er gået forud for episoden.

Søger vidner

Politiet hører gerne fra vidner, der har oplevet noget i området omkring Davids Alle i tidsrummet før og efter klokken cirka 01.20.

- Vi efterforsker bredt og kan ikke udelukke, at der kan have været flere gerningspersoner med til at forøve røveriet. Det skal efterforskningen være med til at kaste lys over, siger Kenneth Rodam.

Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe på telefon 114.

Nordjyllands Politi vil torsdag være til stede i Kærby-området, hvor overfaldet fandt sted, men efterforskningslederen mener ikke, at beboere i området bør være bekymrede.

- Selvom det er en voldsom hændelse, er der ikke grund til at områdets beboere skal bekymre sig unødigt, da det er foregået i et lukket miljø og har karakter af et personligt opgør, siger Kenneth Rodam.

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 13 ved Retten i Aalborg.

Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.


Havne står med tonstunge problemer - nu arbejdes der på løsning

En nordjysk politiker er gået ind i sagen om de mange skibsvrag, og det har sat gang i Miljøministeriet.

I lystbådehavne flere steder i Nordjylland - ja faktisk flere steder i landet - står man med et problem.

Der er nogen, der dumper deres både, og så er det op til foreninger eller kommuner at betale for at få dem bjerget.

I Egense har sejlklubben brugt 25.000 kroner på at bjerge en båd på 67 ton. Det er foreningen blevet nødt til, for de har ikke kunnet få fat på ejeren.

- Det er gæld og udgifter, der bliver pålagt uskyldige mennesker. Det er ikke rimeligt, at andre mennesker skal udsættes for at skulle rydde op efter en person, sagde Bettina Nielsen, bestyrelsesmedlem i Egens Lystbådehavn til TV2 Nord i oktober.

Lader det ikke gå i glemmebogen

Ifølge Foreningen af Lystbådehavne i Danmark er efterladte både et landsdækkende problem. Foreningen efterlyser et register for lystbåde. Men nu er der nyt til de frustrerede medlemmer i landets lystbådehavne.

Det nordjyske folketingsmedlem, Preben Bang Henriksen (V), har nemlig spurgt miljøministeren, hvis ansvar det er, at bjerge skibene.

Først og fremmest er det skibets ejer, slår ministeren fast.

Men staten kan kræve et skibsvrag fjernet, hvis det vurderes at være til fare for sejlads og fiskeri, eller til fare for kysten, eller hvis det udgør en ekstraordinær fare for havmiljøet. I så fald bliver det fjernet for ejerens regning.

"Jeg anerkender også, at det er en udfordring, når ejeren ikke kan findes og stilles til ansvar, og mit embedsværk er i skrivende stund ved at afsøge en langsigtet og generel løsning på problemet." Svarer miljøminister Magnus Heunicke (S) på spørgsmålet.

Det glæder det nordjyske folketingsmedlem.

- Jeg er tilfreds med, at vi nu har sat fokus på problemet. Bortset herfra må jeg desværre medgive, at ministeren ikke peger på en konkret løsning her og nu. Men klart er det, at jeg med ovennævnte citerede udtalelse har fået sat fokus på området, og selvfølgelig kommer til at følge op på ministeriets arbejde. Sagen skal ikke gå i glemmebogen - heller ikke ministeriets glemmebog, skriver han i en mail til TV2 Nord.


Krøyer-maleri på auktion - kan indbringe millioner

Foto: Bruun Rasmussen

Auktionshuset betegner maleriet som et mesterværk.

Det vil helt sikkert være en populær julegave for en kunstelsker, men du skal have de store sedler frem, hvis du vil sikre dig P.S. Krøyer-maleriet 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen', når det kommer på auktion i begyndelsen af december.

Auktionshuset Bruun Rasmussen, som får maleriet fra 1892 under hammeren, forventer, at salgsprisen ender på mellem fire og seks millioner kroner.

Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.

- P.S. Krøyer eller Søren, som han blev kaldt, og Marie Krøyer havde et kompliceret forhold, præget af både glædesfyldte perioder, men senere også store udfordringer blandt andet på grund af hans maniske og depressive sind. Værket, som vi udbyder på auktion, repræsenterer en meget lykkelig tid i deres fælles liv, hvor kærligheden og kunsten blomstrede, fortæller Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.

Optaget af lyset

Bruun Rasmussen betegner 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' som et mesterværk. Ifølge Julie Arendse Voss er det udbudte værk et af Krøyers mest gennemførte impressionistiske værker.

- Det er hans optagethed af lyset og friluftsmaleriet og hans evne til at fange øjeblikket med små hurtige penselstrøg, der gør, at Krøyer ofte er blevet beskrevet som impressionist. Hans mange breve fra hans tid i Paris vidner om, hvor stor betydning den samtidige franske kunst og ikke mindst impressionismen fik for hans udvikling som maler, siger Julie Arendse Voss.

Maleriet sælges på Bruun Rasmussens liveauktion i Lyngby 2. december.

Foto: Bruun Rasmussen