Cloud City: Luksuslejligheder til 20 millioner kroner
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
Lørdag formiddag blev nordjyderne inviteret indenfor i det der om nogle år skal blive til Cloud City. Her kunne de høre om visionerne for det lejlighedsbyggeri, som bliver en del af det storstilede projekt.
Der skal etableres 26 spritnye lejligheder i den kommende bydel Cloud City - en helt ny kunst- og oplevelses-bydel i Aalborgs Vestby.
Der skal både bygges almennyttige boliger og luksuslejligheder med udsigt over Limfjorden. Sidst nævnte koster optil 20 millioner kroner.
- Det skal ikke være et sted, som er ubefolket efter butikslukketid. Så jeg synes, det giver mening, at folk skal bo her i Cloud City, siger Martin Nielsen, der er manden bag projektet.
Cloud City kommer til at bestå af både kunstudstillinger, gademarked, hotel og lejligheder. Og så skal verdens største glasskulptur stå lige ved siden af lejlighedsbyggeriet.
- Jeg synes, at projektet ser ret spændende ud. Bygningen er ret fed, og placeringen er mega lækker. Derfor synes jeg, at det her er et ret godt bud på en lækker lejlighed, siger Jørgen Raguse fra Aalborg.
Jørgen Raguse var ligesom mange andre nordjyder mødt op for at kigge på tegninger af de kommende lejligheder. Lejligheder der - ligesom resten af projektet - er tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels firma BIG.
- Det er jo en fantastisk dag i dag. Det er et projekt, vi har arbejdet på i to år, og det bliver jo helt vildt fantastisk, når det er færdigt. Her på Spritten er der nogle af de mest magiske industrilokaler, der overhovedet er i landet, siger David Zahle, der er arkitekt ved BIG.
Da lørdagsarrangementet var fordi var hele 14 lejligheder i Cloud City afsat.