Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Clara dater Aalborg: Jeg sad på en barstol i to timer - her er hvad jeg oplevede

Lidt spansk hvidvin og en plads med udsigt til Aalborgs byliv forvandlede en helt almindelig eftermiddag til en magisk stund.

Kan man forelske sig i en by?

Efter min anden date med Aalborg må jeg tilstå, at mit svar læner sig mod ja.

Høj på eufori fra min første date, havde jeg forberedt mig på virkelig at tage min kritiske sans med på mit andet stævnemøde med byen. For klog af skade ved jeg, hvor let det er at se verden gennem et lyserødt filter i den tidlige datingfase. Et filter, der gør, at man lukker øjnene for mærkelige lugte, uhøflighed og snavs i krogene.

Det skulle ikke ske den her gang. Jeg gik til min aftale med vidt åbne øjne klar til at bemærke byens røde flag.

Så da jeg en hverdagseftermiddag fandt en plads i det fri på en af Aalborgs mange vinbarer, var det med vidt åbne øjne. Jeg var klar til at spotte og notere mig byens røde flag.

Ind med vin og ud med den kritiske sans

Fra min plads kunne jeg observere byens liv. En kvinde, der trak sin cykel i den ene hånd, mens hun bar en skraldepose i den anden. Kort efter kom hun cyklende den anden vej, nu uden pose. En lille gruppe voksne turister med store rygsække og praktisk fodtøj slentrede ned af gaden og kiggede interesseret på menukort og butiksvinduer. En far trillede forbi med sit barn - de var nok på vej hjem, tænkte jeg. Samtidig så andre ud til at være på vej på arbejde på nogle af Aalborgs restauranter.

Om serien

Over fire uger dater TV2 Nords nye bylivsreporter Aalborg. Eksperimentet skal undersøge, om hun gennem klassiske date-aktiviteter kan forelske sig i byen. Serien er en opstart til nyt, spændende og inspirerende indhold om Aalborgs restauranter, butikker, cafeer og oplevelser.

Omkring mig havde mange også taget plads ved bordene. Bænket med et glas vin lød de til at nyde eftermiddagen, der gled langsomt forbi. Et modent par rejste sig fra deres plads i solen, og overlod den til et lidt yngre. I forbifarten hilste de på hinanden - udvekslede små høfligheder og ønskede hinanden en god dag.

Mit glas vin blev serveret, og som jeg tog de første små sip, kunne jeg mærke min kritiske sans fordufte. Måske fordi alkoholen trillede ind, men nok mest af alt fordi, det var svært at spotte de røde flag, jeg ellers spejdede efter.

En farverig kvinde og mand i vest gjorde mig blød i knæene

Byen emmede af liv. Folk smilede  til hinanden. Smilede til mig. Par kyssede hinanden, grinte, snakkede og spiste. Gaden var fuld af forskellige farver og typer, og jeg kunne ikke finde tegn på mærkelige lugte, uhøflighed eller snavs i krogene.

Tvært imod blev jeg ramt af en tanke, som jeg sad der og så på byens mennesker. En tanke om, at selvom Aalborg ikke er en stor by, så kan den på sin egen facon det, som en storby skal kunne. Tilbyde et væld af muligheder, som gør byen attraktiv for et hav af forskellige mennesker. Som jeg sad der, var det netop det, jeg så.

Unge, gamle, mennesker med shoppingposer, indkøbsposer, designertasker og slidte rygsække. Dem med tatoveringer, store støvler og farvet hår og kvinden klædt i farver fra top til tå i følge med en mand i skjorte og vest. Alt sammen mens jeg trygt kunne læne mig tilbage og slappe af i selskab med byen. Kan man andet end at elske det?

Min konklusion, da jeg trissede hjem fra dagens date, var nej.

Jeg er ikke forelsket. Endnu. Men følelserne tager til, og jeg føler mig på nuværende tidspunkt overbevist om, at det er de færreste, der kan undgå at blive betaget af byens charme, hvis de tager sig tid til at lade den sive ind. 


På overfladen var alt godt, men Laura drømte om at dø

Foto: Michael Schmidt Thomsen

I en ny bog giver 19-årige Laura Swane Lund Krarup et indblik i sin egen kamp mod psykiske lidelser og selvmordstanker. Hun håber, at hendes historie kan hjælpe andre.

Laura Swane Lund Krarup fra Aalborg havde et altoverskyggende ønske, da hun fyldte 16 år. Hun ønskede at dø.

- Jeg ville dø. Jeg havde ikke mere livsmod tilbage, siger hun.

Allerede i de tidlige klasser i folkeskolen fik Laura Swane Lund Krarup følelsen af, at hun ikke passede ind. Senere er hun blevet diagnosticeret med flere forskellige psykiske diagnoser; ADHD, autisme, angst, spiseforstyrrelse og en bipolar lidelse.

-Jeg troede ikke, at Laura ville være i live i dag. Det var der, jeg var.

Anne Lund Krarup, mor til Laura.

Men den dengang lille pige var god til at skjule sine udfordringer og usikkerheder, og hverken forældre eller lærere lagde mærke til, hvad hun kæmpede med. Tværtimod var meldingerne fra skolen, at hun klarede sig godt. Og selvom hun havde ondt i maven og helst ville blive hjemme, passede hun sin skole, mens hun samtidig kun fik det værre og værre.

Da hun var 10 år, begyndte hun at skære i sig selv.  

- Det gav en god form for kontrol. Jeg kunne styre, at jeg havde det dårligt ved at lægge det i min selvskade, siger Laura Swane Lund Krarup, der først senere fandt ud af, at det ikke er normalt, at en 10-årig skærer i sig selv.   

- Jeg fortæller min bonusmor, at jeg har skadet mig selv, og så sætter mine forældre sig omkring mig, og de begynder at græde, og her går det op for mig, at det her er nok ikke normalt.

Bogudgivelse skal hjælpe andre som Laura

Det er kun få år siden, hun igen fik lyst til at leve. Selvom hun formentlig aldrig bliver helt rask, har hun lært at leve med sine sygdomme og brugt dét til at skrive en bog om sit forløb. Hun håber, at udgivelsen kan bruges som inspiration, råd og vejledning til andre i lignende situationer.

- Jeg vil gerne prøve at hjælpe andre ligesom mig eller familier, der har børn ligesom mig med at forstå diagnoserne og håndtere, hvordan det er at leve med dem, siger Laura Swane Lund Krarup.

Få hjælp her

Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201.

Er det akut, skal du ringe 112.

Du kan også skrive med en rådgiver her.

Telefonen er åben fra klokken 11 til 5 om morgenen hele året rundt. Alle samtaler er anonyme.

Hvis du kender nogen, som har selvmordstanker, eller er bekymret for et menneske, så spørg ind til deres selvmordstanker. Man kan ikke gøre noget forkert ved at spørge et menneske, om vedkommende har det svært eller har selvmordstanker. Man kan være empatisk og imødekommende samt sikre, at vedkommende får hjælp.

Kilde: Livslinien

Bogen 'Livet på Prøvetid' er dels en beskrivelse af Lauras eget forløb fra den 10-årige selvskadende pige, til de to selvmordsforsøg, der førte til længere indlæggelser på Børne- og Ungdomspsykiatrien, til de første spæde skridt mod den tilværelse, hun lever i dag. Diagnoserne slipper hun formentlig aldrig af med, men nu kan hun bedre kontrollere dem.

- Jeg vil gerne vise, at det er okay at være anderledes. Jeg vil gerne give en forståelse af, at det er okay at afvige fra normen. Jeg manglede nogen at spejle mig i, der kunne give mig følelsen af, at det er okay at være, som jeg er, siger hun.

Drømmer om at læse psykologi

Udover at være sprunget ud som forfatter er Laura Swane Lund Krarup i gang med at tage en HF. Til sommer flytter hun i egen lejlighed, og drømmen er, at hun på sigt skal læse psykologi på universitetet.

At hendes datter kun få år efter sine selvmordsforsøg og indlæggelser nu står med en bogudgivelse i hånden, drømme for fremtiden, og hvor det største ønske ikke længere er at dø, kommer i den grad bag på hendes mor.

- Jeg troede ikke, at Laura ville være i live i dag. Det var der, jeg var. Da hun havde været indlagt i to måneder og stadig gerne bare ville dø, der var det meget svært at bevare optimismen, fortæller hun.


- Jeg vil ikke udlevere noget, der kan kompromittere rigets sikkerhed

Jacob Kaarsbo ser det som en pligt at dele ud af sin viden og erfaring.

Hans CV er ikke som de fleste andres.

Efterretningstjenesten, FN's Sikkerhedsråd, EU-kommisionen og Europaparlamentet står på listen over steder, hvor nordjyske Jacob Kaarsbo har arbejdet.

I 15 år var han ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste. Og det var et hemmelighedsfuldt job. For gennem jobbet fik den 54-årige nordjyde kendskab til flere af Danmarks hemmeligheder.

Derfor skal han nu tænke sig om, før han taler.

- Jeg skal tænke meget over, hvor meget jeg deler. Jeg vil ikke udlevere noget, der kan kompromittere nogens eller rigets sikkerhed. Jeg må kun fortælle generelt om nogle ting.

I efterretningstjenesten arbejdede han blandt andet som efterretningsofficer, souchef for Kontraterror og Mellemøstchef, hvor han beskæftigede sig med terrortrusler.

- Det var et virkelig spændende arbejde. Nogle dage var det nørdet og detaljeret, andre dage skulle ministre orienteres, og lige pludselig befandt jeg mig i Irak med en pistol i baglommen, lyder det fra Jacob Kaarsbo.

Tæt på Saddam Hussein

Men der er især én ting han aldrig vil glemme fra sin tid i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Nemlig udsendelsen til Irak.

For da han ankom til det næsten 40 graders varme land, blev han straks udstyret med en pistol i baglommen. Det var langt fra noget, han var vant til.

- Jeg var ikke særlig god til at skyde, men det var jeg bare nødt til at kunne. Man skulle hele tiden være klar. Det var ret specielt, siger han.

Jacob Kaarsbo fik derfor skydeundervisning, mens han befandt sig i det krigsramte land. Her opholdt han sig i tre måneder. Selvom eksplosionerne dagligt lød omkring ham, var han ikke synderligt påvirket af det.

- Jeg tager tingene rimelig roligt. Det kan måske, i nogle henseender, være et problem. Men i tilspidsede situationer er det til gengæld meget godt, at jeg ikke lader mig forstyrre af, at der for eksempel er eksplosioner omkring mig, siger han.

Men som om det ikke var nok, boede han også meget tæt på en ganske særlig og ikke mindst farlig person.

Nemlig Saddam Hussein.

- Det var surrealistisk. Han blev holdt fanget i et lille slot på den base, hvor jeg også boede. Om morgenen løb jeg tit omkring den lille sø, hvor slottet var, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, hvad der mon foregik derinde, og hvad han mon tænkte.

En verden i brand

Private forhold og 'noget' på de indre linjer, var ifølge Jacob Kaarsbo årsagen til, at hans karriere sluttede i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Nu arbejder han som selvstændig sikkerhedspolitisk rådgiver og udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator på TV2.

- Sådan som den tilspidsede internationale situation er nu, synes jeg, at det er nødvendigt at få vendt og drejet tingene i den offentlige debat, siger Jacob Kaarsbo.

Han beskæftiger sig med konflikter over hele verden. Selvom store dele af verden er i brand, er der især én ting, der bekymrer ham.

Valget af Donald Trump i USA.

- Det bekymrer mig meget. Også at der er så stor mangel på beslutningskraft i flere europæiske lande. Vi skal kæmpe for, at vi kan sprede den stabile beslutningskraft, vi har i Norden, siger han og fortsætter:

- Vi skal absolut tage bestik af, hvad der foregår på globalt plan. Hvad gør Trump? Vil han, eller vil han ikke sikre Europa. Skal vi kunne agere selv?

Han ser derfor på sit nuværende job som værende enormt vigtigt. Især nu, i en tid, hvor verden udvikler sig.

- Frem for at lægge os hjem under dynen, så tror jeg på, at verden bliver et bedre sted, hvis vi er engagerede. Og det er min erfaring, at ulykker sker, når vi prøver at vende blikket væk, siger Jacob Kaarsbo.

Du kan se hele interviewet med Jacob Kaarsbo i Indblik på TV2 Nord Salto den 4. december. Men du kan også se det lige her.


Er du den heldige? Her er dagens vinder af to kilo juleslik (03.12.24)

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker TV2 Nord en vinder af to kilo juleslik fra AllSweets i Aalborg Storcenter.

Er du en vaskeægte slikmund?

Så skal du være med i TV2 Nord's julekonkurrence, hvor vi hver dag fra den 20. november til den 20. december trækker lod om to kilo slik fra 'Allsweets' i Aalborg Storcenter.

For at være med i konkurrencen skal du kigge forbi juleskoven på TV2 Nord i Aabybro, hænge julepynt på træerne og putte et brev i julemandens postkasse med dit navn og kontaktinformationer.

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker vi en vinder. Læs mere her.

Og vinderen af tirsdagens udtrækning, kan du se i videoen herunder:


Per sælger populære træsko, men én trend har han aldrig forstået

Foto: Ib William Christensen

Kunderne elsker Per Severinsens træsko. Elling Sko har 60 års jubilæum.

Elling sko har 60 års jubilæum. Hvis man ved, hvad kunderne vil have, så kan man godt drive skoforretning, selvom beliggenheden er lidt ude på landet, lyder det fra indehaveren.

Han har dem i alle farver med nitter eller polkaprikker, og folk kommer langvejs for at købe dem. Per Severinsen sælger 700 par træsko om året i sin skobutik i Elling nord for Frederikshavn.

- Jeg har eneforhandlingen i hele Danmark af de originale svensker-træsko. Dem sælger jeg rigtig mange af, siger Per Severinsen, der er indehaver af Elling Sko.

Den lille butik fejrer i de her dage 60 års jubilæum på samme adresse. Det var Pers forældre, der startede forretningen, og Pers bedstefar var også skomager.

- Butikken startede i 1964, hvor udvalget kun var gummistøvler og træsko. Det var træsko, som min far sad og lavede nede på værkstedet. Han sad og flækkede dem dernede, husker Per Severinsen.

Selv skulle han egentligt slet ikke ind i skobranchen, men omstændighederne ville det anderledes.

- Min mor blev syg i 1995. Så bad min far mig om at træde til, forklarer Per Severinsen.

Fødderne har ændret sig

Sådan blev den uddannede maskinarbejder skomand. I begyndelsen var butikken på kun ni kvadratmeter. Siden er den udvidet til 135, og i dag er der også webshop, og der sælges alle former for sko og støvler. Per har oplevet, at både skomoden og kundernes fødder har udviklet sig gennem tiden.

- Folk de får bredere og bredere fødder og flere problemer med fødderne. Så er det vigtigt, at man som butik her lidt ude på landet har fodtøj både til knyster og til hammertæer, siger Per Severinsen.

Per står fuldt ud ved, at han ikke altid sælger de nyeste trends. I butikken bliver der vægtet komfort frem for mode, og det kører kunderne gerne langt for.

- Jeg har meget små fødder og døjer med at finde sko rundt omkring. Så blev jeg anbefalet at køre herud. Nu har jeg faktisk købt tre par støvler, og så kan jeg klare mig i et stykke tid, siger Anne-Mette Pedersen, der kørt til Elling fra Hjørring for at købe fodtøj.

Kønne er de altså ikke

Per sælger også noget, han slet ikke kan forstå, at kunderne vil have. De berygtede clogs. Det er en trend, han aldrig har forstået, men han er så meget købmand, at han ikke forsøger at overtale kunderne til at købe noget andet, når de efterspørger clogs.

Per Severinsen forstår overhovedet ikke at der er kunder, der vil gå i clogs.

- Clogs er ikke pæne på nogen som helst måde. De kan være rigtig praktiske for mange, men kønne, det er de altså ikke, siger Per Severinsen, mens han indrømmer, at han også selv har haft et par clogs for flere år siden.

Synger Elling sko på sidste vers?

Selvom Elling sko er en, for Per, stolt familievirksomhed, har børnene andre planer i livet. Og der er derfor ikke nogen af børnene, der vil overtage butikken. Og det kan Per trods alt godt forstå, for de lange arbejdsdage i butikken gør, at timelønnen i at sælge sko i Elling ikke er særlig høj. Per Severinsen tror derfor, at han bliver den sidste i familien, der sælger træsko i Elling.

- Det bliver sikkert vemodigt på det tidspunkt. Det må jeg tage som det kommer, siger skomanden fra Elling.


Er du den heldige? Her er dagens vinder af to kilo juleslik (Tirs 031224)

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker TV2 Nord en vinder af to kilo juleslik fra AllSweets i Aalborg Storcenter.

Er du en vaskeægte slikmund?

Så skal du være med i TV2 Nord's julekonkurrence, hvor vi hver dag fra den 20. november til den 20. december trækker lod om to kilo slik fra 'Allsweets' i Aalborg Storcenter.

For at være med i konkurrencen skal du kigge forbi juleskoven på TV2 Nord i Aabybro, hænge julepynt på træerne og putte et brev i julemandens postkasse med dit navn og kontaktinformationer.

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker vi en vinder. Læs mere her.

Og vinderen af tirsdagens udtrækning, kan du se i videoen herunder: