Clara dater Aalborg: Jeg sad på en barstol i to timer - her er hvad jeg oplevede
Lidt spansk hvidvin og en plads med udsigt til Aalborgs byliv forvandlede en helt almindelig eftermiddag til en magisk stund.
Kan man forelske sig i en by?
Efter min anden date med Aalborg må jeg tilstå, at mit svar læner sig mod ja.
Høj på eufori fra min første date, havde jeg forberedt mig på virkelig at tage min kritiske sans med på mit andet stævnemøde med byen. For klog af skade ved jeg, hvor let det er at se verden gennem et lyserødt filter i den tidlige datingfase. Et filter, der gør, at man lukker øjnene for mærkelige lugte, uhøflighed og snavs i krogene.
Det skulle ikke ske den her gang. Jeg gik til min aftale med vidt åbne øjne klar til at bemærke byens røde flag.
Så da jeg en hverdagseftermiddag fandt en plads i det fri på en af Aalborgs mange vinbarer, var det med vidt åbne øjne. Jeg var klar til at spotte og notere mig byens røde flag.
Ind med vin og ud med den kritiske sans
Fra min plads kunne jeg observere byens liv. En kvinde, der trak sin cykel i den ene hånd, mens hun bar en skraldepose i den anden. Kort efter kom hun cyklende den anden vej, nu uden pose. En lille gruppe voksne turister med store rygsække og praktisk fodtøj slentrede ned af gaden og kiggede interesseret på menukort og butiksvinduer. En far trillede forbi med sit barn - de var nok på vej hjem, tænkte jeg. Samtidig så andre ud til at være på vej på arbejde på nogle af Aalborgs restauranter.
Om serien
Over fire uger dater TV2 Nords nye bylivsreporter Aalborg. Eksperimentet skal undersøge, om hun gennem klassiske date-aktiviteter kan forelske sig i byen. Serien er en opstart til nyt, spændende og inspirerende indhold om Aalborgs restauranter, butikker, cafeer og oplevelser.
Omkring mig havde mange også taget plads ved bordene. Bænket med et glas vin lød de til at nyde eftermiddagen, der gled langsomt forbi. Et modent par rejste sig fra deres plads i solen, og overlod den til et lidt yngre. I forbifarten hilste de på hinanden - udvekslede små høfligheder og ønskede hinanden en god dag.
Mit glas vin blev serveret, og som jeg tog de første små sip, kunne jeg mærke min kritiske sans fordufte. Måske fordi alkoholen trillede ind, men nok mest af alt fordi, det var svært at spotte de røde flag, jeg ellers spejdede efter.
En farverig kvinde og mand i vest gjorde mig blød i knæene
Byen emmede af liv. Folk smilede til hinanden. Smilede til mig. Par kyssede hinanden, grinte, snakkede og spiste. Gaden var fuld af forskellige farver og typer, og jeg kunne ikke finde tegn på mærkelige lugte, uhøflighed eller snavs i krogene.
Tvært imod blev jeg ramt af en tanke, som jeg sad der og så på byens mennesker. En tanke om, at selvom Aalborg ikke er en stor by, så kan den på sin egen facon det, som en storby skal kunne. Tilbyde et væld af muligheder, som gør byen attraktiv for et hav af forskellige mennesker. Som jeg sad der, var det netop det, jeg så.
Unge, gamle, mennesker med shoppingposer, indkøbsposer, designertasker og slidte rygsække. Dem med tatoveringer, store støvler og farvet hår og kvinden klædt i farver fra top til tå i følge med en mand i skjorte og vest. Alt sammen mens jeg trygt kunne læne mig tilbage og slappe af i selskab med byen. Kan man andet end at elske det?
Min konklusion, da jeg trissede hjem fra dagens date, var nej.
Jeg er ikke forelsket. Endnu. Men følelserne tager til, og jeg føler mig på nuværende tidspunkt overbevist om, at det er de færreste, der kan undgå at blive betaget af byens charme, hvis de tager sig tid til at lade den sive ind.
