Clara dater Aalborg: Jeg gik en tur med en to-go kaffe, men var ikke foreberedt på, hvad der så ramte mig
Sol, vand, en kold kaffe, kvinder i bikinitoppe og mænd i bar overkrop har sat gang i en spirrende romance.
Min ferie er forbi. Og selvfølgelig er det lige præcis der, vejrguderne beslutter at sende sommer over Danmark.
Temperaturer over 20 grader og sol fra morgen til aften, der leder tankerne mod Sydeuropa og indbyder til en sommerflirt. Gode oplevelser, små eventyr og sitrende følelser, der måske kan udvikle sig til et mere bindene forhold, i takt med at sensommer bliver til efterår.
Om det når dertil vil tiden vise. Men det hele starter med den første date - og jeg har en klar kandidat i tankerne.
Jeg har nemlig besluttet mig for at date Aalborg. En by, jeg egentlig har boet i, i flere år, men som jeg aldrig helt har overgivet mig til. Måske fordi jeg ikke har gjort en indsats. Måske har Aalborg lidt været som det der Tinder-match, man har liggende, men aldrig rigtig taget sig sammen til at udforske og lære at kende.
Men nu skal det være. Over en måned vil jeg gøre mit bedste for at udforske byen, og dele mine erfaringer. Måske kan du forelske dig i den nordjyske hovedstad med mig. Måske kan mine oplevelser være med til at gentænde en flamme, der brænder på halvt blus.
På klassisk date-facon lagde jeg roligt ud med en gåtur og kaffe.
En uventet følelse
En solrig tirsdag ved middagstid gik jeg med en iskaffe i hånden gennem Aalborgs midtby med kurs direkte mod Limfjorden. I takt med at jeg nærmede mig vandet, kunne jeg mærke, hvordan den friske havluft blidt ramte mit ansigt.
Jeg var langtfra den eneste, der havde fået ideen, at nyde dagen ved vandet. Turister, unge gutter, der spillede bold, toptrænede løbere i bar overkrop, familier, veninder og et ungt par, der lød til at være på date.
Fra Broen til Slotspladsen emmede der af liv.
Om serien
Over fire uger dater TV2 Nords nye bylivsreporter Aalborg. Eksperimentet skal undersøge, om hun gennem klassiske date-aktiviteter kan forelske sig i byen. Serien er en opstart til nyt, spændende og inspirerende indhold om Aalborgs restauranter, butikker, cafeer og oplevelser.
Min gåtur begyndte nær Bones, og selvom jeg havde forberedt mig på at gå til daten med et positivt og åbent sind, pippede min skeptiske side frem i glimt.
For jeg har boet i Aarhus, arbejdet i København og sidste år været i både Paris og Wien. Langt større byer, hvoraf flere er verdenskendte for deres puls og muligheder. Hvordan skulle Aalborg konkurrere med dem? Og hvor forelsket kan man egentlig blive på en gåtur på nogle hundrede meter?
Men for hvert skridt jeg tog, kunne jeg mærke en lun følelse tage til. Flankeret af venlige ansigter, som smilede i forbifarten på den ene side, og den funklende fjord på den anden.
Der var ingen sure miner. Ingen arrogance eller fine fornemmelser. Ingen der bevægede sig hastigt forbi i deres egen lille boble uden sans for omgivelserne. Jeg blev ramt af en følelse af, at vi alle var til stede om det samme, selvom vi ikke var sammen. I det moment føltes Aalborg helt uventet som det bedste sted at være.
Vil forelskelsen tage til?
Midt i min eufori greb realitetssansen ind. For badet i solstråler, og ekstatisk over sommeren, bliver alting minimum 10 procent bedre og mere indbydende. Så vil Aalborg kunne fastholde min interesse på en kedelig, regnfyldt og ligegyldig mandag?
Det finder jeg forhåbentlig ud af i den kommende tid, hvor jeg dater videre med byen. Men hvis jeg skulle afrapportere til mine veninder fra denne første date, vil konklusionen lyde, at det gik langt over forventning - og at selvom jeg har kendt flere byer, så var min følelse omkring livet og stemningen langs vandet noget helt særligt.
Så en klar opfrodring herfra til alle, der gerne vil lære Aalborg at kende, eller vil mærke lidt af byens magi: Gå en tur langs fjorden. Jeg tror ikke, du bliver skuffet.