Christina blev pludselig ramt en kæmpe isklump på motorvejen: - Jeg rystede over det hele
Foto: Privatfoto
Christina Olesen er stadig rystet efter episoden, men hun er taknemlig for, at der ikke skete mere.
- Jeg er virkelig lettet over, at der ikke skete mere, lyder det fra en påvirket Christina Olesen.
Fredag middag måtte Nordjyllands Politi spærre det ene tunnelrør ved Limfjordstunnelen, da en billist var blevet ramt af en isklump, og forruden var blevet knust.
Den billist, som det gik ud over, var Christina Olesen.
- Jeg fik et kæmpe chok, konstaterer hun og fortsætter.
- Man har sådan en reaktion, hvor man bare skal væk, men jeg tog heldigvis mig selv i ikke bare at flå i rettet. Jeg fik orienteret mig og kørte ind i det højre spor og kørte fra efter tunnelen, men jeg kørte fuldstændig i blinde, fordi min rude var knust, forklarer hun.
Taknemlig for der ikke skete mere
Christina Olesen slipper fra ulykken uden fysiske skrammer. Det er blot bilens forrude, som er knust. Alligevel er hun flere timer efter stadig påvirket af episoden.
- Da jeg holder ind ryster alt på mig, og jeg er nødt til lige at sunde mig, inden jeg får ringet til politiet, fortæller hun, mens hun forklarer, at hun på daværende tidspunkt ikke helt er klar over, hvad der er sket.
- Jeg vidste ikke, om det var stenkast, så jeg ringede til myndighederne, som efterfølgende fortalte mig, at de kunne se på overvågningen, at det var is.
Christina Olesen får skiftet ruden af Dansk Bilglas kort efter ulykken, her har hun tid til en kop kaffe, mens hun venter, og der går alvoren af episoden virkelig op for hende.
- Jeg kan mærke, at jeg er virkelig træt, og jeg er så taknemlig for, der ikke skete mere. Isklumpen var gået gennem to glas, for der lå glas instrumentbrættet. Så den kunne have ramt mig, påpeger hun rystet.
- Det må ikke ske
Christina Olesens ulykke resulterede i, at man måtte lukke for det ene rør i Limfjordstunnelen, hvilket efterfølgende har skabt en del trafikkaos i Aalborg.
Selvom hun sagtens kan forstå de frustrationer, det kan medføre, så er hun taknemlig for politiets arbejde.
- Det er godt, at de tager det seriøst og gør noget. Det kunne være endt i personskade eller i værste tilfælde dødsfald, understreger hun.
Derfor har hun også en bøn til, at man i fremtiden vil have mere fokus på netop dette.
- Jeg bebrejder ikke nogle, for det var et uheldigt uheld, men jeg håber virkelig, at man har mere fokus på det i den kommende tid og i fremtiden, for det er meget farligt, og det må ikke ske, pointerer hun.
Christina Olesen er kommet hjem på egen matrikel igen. Hun er stadig påvirket af episoden og er ved at sunde sig, men hun har ikke lidt nogen fysisk skade.