Charlotte og Dorthe vil heppe Aalborg Håndbold til sejr i Ungarn
Med over 5000 fanatiske tilhængere klar i arenaen, bliver det en stor udfordring for Aalborg Håndbold at tage en sejr over Vezpram med sig hjem til Nordjylland. Men søstrene Charlotte og Dorthe håber, de kan være med til at få det til at ske.
Stemmerne skal på overarbejde hvis de to søstre Charlotte og Dorthe Rasmussen, der er Aalborg Håndbold-superfans skal have bare en lille - en mikroskopisk - chance for at blive hørt torsdag aften i Vezpram Arena i Vezpram i Ungarn.
Her skal deres helte fra Aalborg i første kvartfinale i Champions League møde netop Vezpram, der er kendt for at have nogle af de allermest højlydte fans - og i en udsolgt arena med over 5000 tilskuere kan man forestille sig det lydbillede de to Aalborg-fans skal hamle op med.
- Jeg tænker, vi får svært ved at råbe nogen som helst op. Der bliver sindssyg larm derinde - og det bliver fantastisk, fortæller Charlotte Rasmussen, der sammen med sin søster udgør to af blot syv fans, der er rejst med fra Danmark til Ungarn for at heppe på Aalborg Håndbold.
- Vi kan godt lide at se håndbold og vi kan godt lide at rejse, så vi slår to fluer med et smæk. Vi kunne lige få set Budapest og så kørte vi herned, forklarer Dorthe Rasmussen.
Sejren skal i hus
Et godt resultat torsdag aften er ikke en absolut nødvendighed for Aalborg Håndbold, der kan revanchere et nederlag i returkampen i næste uge i Aalborg - men de to superfans er kun tilfredse med et udfald af kampen: Sejr!
- Bare vi vinder med en. Vi skal vinde, lyder det klart og tydeligt fra Dorthe Rasmussen.
Video: Se cheftræner Stefan Madsen fortælle om sine forventninger til aftenens kamp og om Henrik Mølgaard, der er på vippen til at være klar til at komme på banen.