Caroline lider af uhelbredelig kræft: - Behandling i Tyskland kan give mig 2-3 år mere
Venner og familie har via en indsamling skrabet 70.000 kroner sammen, så Caroline Wesselhøft kan få sin første af fire behandlinger.
Caroline Wesselhøft fra Aalborg er ramt af uhelbredelig brystkræft.
I 2018 fik hun sin første kræftdiagnose og kom i behandling. Diagnosen hed triple negativ brystkræft. I oktober 2019 fik hun atter en nedslående besked.
- Så opdagede jeg, at jeg havde en knude i højre side. Det viser sig, at det har spredt sig i hele lymfesystemet, op i halsen og i armhulen, og jeg kan jo mærke det hver dag, fortæller Caroline Wesselhøft, der har fået fjernet det ene bryst.
Med en uhelbredelig kræftdiagnose har hun - ifølge lægerne - omkring syv måneder tilbage at leve i.
Hvis folk selv ønsker selv at få kræftbehandling i udlandet, så bliver de i langt de fleste tilfælde nødt til at skaffe pengene selv. Og det er jo dyrt.
Nina Lykke, ordfører, Patientforeningen 'Netværk for Kræftbehandling i Udlandet'
Men der er én mulighed, som kan give hende måske to-tre år ekstra: En særlig behandling i Tyskland. Her er lægerne bedre til at behandle netop denne form for kræft, end lægerne er i Danmark.
En indsamling startet af familie og venner på hjemmesiden Gofundme har fået samlet 70.000 kroner sammen - og derfor er det nu muligt for hende at tage en tur over grænsen for at modtage sin første behandling af ialt fire.
- Jeg tager til Tyskland, fordi en anden dansk pige med samme sygdom har fået den behandling, og hun er gået i total helbredelse i øjeblikket, fortæller en håbefuld Caroline Wesselhøft.
Forening: Kræftpatienter er ladt i stikken
Aalborgensiske Caroline Wesselhøft er langt fra den eneste dansker, der må skele til familie og venner for at kunne enten blive helbredt eller forlænge deres liv.
Patientforeningen 'Netværk for Kræftbehandling i Udlandet' oplever, at mange kræftpatienter selv må finansiere betaling af behandling i udlandet.
- Hvis folk selv ønsker selv at få kræftbehandling i udlandet, så bliver de i langt de fleste tilfælde nødt til at skaffe pengene selv. Og det er jo dyrt, siger Nina Lykke, der er ordfører for foreningen.
Finansieringen sker ofte gennem indsamlinger, eller også må pensionsopsparingen lade livet
- Det er et meget stort problem, fordi man så lader folk i stikken, siger ordføreren.
Der er mulighed for at få refunderet udgifter til behandling i udlandet gennem sundhedsvæsenet, men ofte kan det ikke lade sig gøre for kræftpatienter.
- Jeg synes, man både skulle have økonomisk og lægefaglig støtte i de tilfælde, hvor der faktisk findes en bedre og mere skånsom behandling i udlandet, mener Nina Lykke.
Men som reglerne er i dag, er Caroline Wesselhøft overladt til sig selv. Og derfor betyder det alt for hende, at familie, venner og fremmede nu har doneret penge til hendes første behandling.
- Det betyder rigtigt meget for min datter, at jeg er der for hende, siger hun.
Indsamlingen fortsætter for at kunne finasiere de resterende tre behandlinger i Tyskland.