Camilla var vidne til 'dyremishandling' hos Helgstrand: - Vi skulle være hårde ved hestene
Foto: TV2 Nord
Camilla Christensen er en af dem, der stod frem i TV2's program Operation X, der omhandler Andreas Helgstrands hårde metoder mod hestene.
I en lille privat stald i Hjørring har Camilla Christensen sin hest opstaldet.
Camilla Christensen begyndte som 17-årig som det, der hedder groom - altså hestepasser - hos internationale hestavler Andreas Helgstrand. Her var hun i to og et halvt år fra 2017 til 2019.
- Jeg ser jo allerede efter et par dage, at mange heste bliver behandlet rigtig hårdt med pisk, sporer og glidetøjle. Og vi grooms fik også at vide, at vi skulle være hårde ved hestene, fordi det som sagt ikke var en hundehvalp, som vi gik med. Vi fik af vide, at vi skulle proppe hingstekæde igennem munden på hestene og så have en pisk med, når vi gik med dem, fortæller hun til TV2 Nord.
Mærker stadig konsekvenser i dag
Camilla Christensen er en af de tidligere grooms, der er stået frem i TV2's program Operation X, der omhandler hestemilliardæren.
I dag fire år senere er hun stadig påvirket af sin tid hos Helgstrand Dressage. Hun er sygemeldt med stress, og det stammer fra tiden i den nordjyske stald.
- Jeg er blevet hobbyrytter nu, for jeg har ikke lyst til at ride på høj plan, fordi jeg har set, hvor meget der skal til, og hvor stor et pres der ligger på de her mennesker. Hvis de ikke præsterer, så får de pænt af vide, at det var noget lort. Og den del har jeg ikke lyst til at være med på, og det kan jeg heller ikke holde til mentalt, konstaterer Camilla Christensen.
Derudover efterlod årene i Helgstrand Dressage også Camilla Christensen med en følelse af at have glemt sig selv og sine holdninger til hestevelfærd.
- Jeg var der i to og et halvt år, men da jeg rejste derfra, så var jeg simpelthen så nedbrudt, at jeg ikke vidste, hvad der var rigtig og forkert længere. Den virkelige verden var forsvundet for mig og som person var jeg ikke til stede i min egen krop. Derfor opdager du heller ikke de ting, og du accepterer det bare og siger "okay, det er sådan her, det er", forklarer hun.
Skulle rette ind og holde mund
I dokumentaren taler TV2's Muldvarp med nogle af de andre grooms omkring de hårde metoder, og det lyder som om, det bare er sådan, det er. Sådan nogle snakke havde Camilla Christensen også i sin tid.
- Det var præcis det samme, vi gik og snakkede om, Men vi lærte ligesom bare, at vi skulle lukke øjnene for det og acceptere det. For det var bare hverdag derude, pointerer hun.
Var der på noget tidspunkt, hvor du sagde det højt til en rytter eller til andre, at det ikke var okay?
- Jeg sagde til min egen rytter, at jeg ikke syntes, det var okay, at personen red på hesten i to og en halv time, og at den allerede var helt nedbrudt og ikke havde lyst til at være hest, fortæller Camilla Christensen.
Var der nogen undervejs i din tid, der sagde fra, sådan for alvor?
- Ja, vi havde nogle stykker, der sagde fra. Og de blev fyret med det samme, fordi det ikke blev accepteret, at man svarede igen. Du skulle bare rette ind, og sådan var det, påpeger Camilla Christensen.
Efter Operation X om Andreas Helgstrand har ramt TV2 Play, siger hovedpersonen lige i en skriftlig kommentar til TV2, at optagelserne "gør stort indtryk på ham":
- Den måde at træne vores heste på er ikke i orden. Der er tale om dårlig og alt for hård ridning, som ikke lever op til vores retningslinjer og værdier over for vores heste.
Helgstrand fortæller derudover, at det er "helt centralt for vores arbejde, at heste trives". Derfor fortæller han, at Helgstrand Dressage har indført en række tiltag, der skal styrke blandt andet hestevelfærden.
- Som ledelse tager vi det fulde ansvar på os, lyder det fra Andreas Helgstrand.
Se hele interviewet med hende herunder:
Kan få konsekvenser at stå frem
I sin kontrakt med Helgstrand Dressage underskriver man som ansat under på en tavshedspligt. Derfor kan det komme til at få konsekvenser for Camilla Christensen, at hun er stået frem.
- Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at det her kommer frem. Vi er mange, som egentlig gerne vil have, at det kommer frem, og jeg tror bare, at jeg har fulgt mit hjerte og sagt, at det er jeg bare nødt til. Og så må jeg tage konsekvenserne af det, konstaterer Camilla Christensen.
Hun har i skrivende stund ikke hørt noget, derfor venter hun nu bare. Dog håber hun, at det gør en forskel, at hun er stået frem.
- Jeg håber, det får nogle konsekvenser på den måde, de arbejder med hestene på. Jeg går selvfølgelig ikke efter manden personligt, men jeg håber på, at metoderne overfor både medarbejderne, og hestene bliver lavet om, understreger Camilla Christensen.
- Det er ikke værdigt, og det får store konsekvenser for mange af os efterfølgende, som har et rigtigt svært ved at stå og tale om de her ting, fordi det gør så ondt, og det vækker jo selvfølgelig nogle minder, som vi endelig bare har prøvet at lægge på hylden og glemme, afslutter hun.