Anden retsdag i sag mod drabstiltalt kærestepar: - Jeg har et stort beskyttergen
En 45-årig mand blev 30. april sidste år dræbt i en lejlighed på Ørstedsvej i Aalborg. Nu er en 22-årig kvinde og en 36-årig mand tiltalt for drabet.
Det var kærlighed ved første blik, da en 22-årig kvinde fra Aalborg og en 36-årig mand fra Sjælland mødte hinanden for første gang 1. marts 2021. I hvert fald aftalte de to allerede ved deres første møde, at de skulle flytte sammen og begynde et liv sammen i Nordjylland.
To måneder efter deres allerførste møde blev de varetægtsfængslet og sigtet for at have pint og dræbt en 45-årig mand.
På den første retsdag fik vi klarhed over, hvilken relation parret havde til den nu afdøde 45-årige mand. Torsdag, på retsdag to ud af seks, fik vi en klar udlægning af, hvad det var, der førte til, at manden mistede livet 30. april 2021.
- Jeg er et meget empatisk væsen
Den tiltalte mand forklarede i retten, at hans nye kæreste ved flere lejligheder havde grædt til ham i telefonen. Det skete i forbindelse med, at hun fortalte ham om, at hun tidligere var blevet udsat for overgreb af den nu afdøde 45-årige mand.
Den 36-årige mand fortæller, at han fik en umiddel trang til at komme til Aalborg og beskytte sin nye kæreste.
- Jeg har et stort beskyttergen og er et meget empatisk væsen, sagde den 36-årige tiltalte.
Ved første retsdag, sidste torsdag, forklarede den 22-årige kvinde, at den 36-årige hurtigt efter han flyttede ind hos hende i Aalborg, bad hende om at slette og blokere alle mandlige kontakter i sin telefon.
Det afviste den 36-årige i dag.
- Jeg bad hende om at blokere alle de mænd, der havde udnyttet hende og gjort hende ondt i fortiden, sagde han.
SMS'en fra offeret
Den 36-årige mand fortalte i retten, at de 28. april 2021 sad i sofaen, da der kom en besked på den 22-åriges telefon. Beskeden var fra det offeret, der spurgte til, hvordan det gik med hende.
Den tiltalte fortalte, at det kom meget bag på ham, og han forstod ikke, hvorfor hun ikke allerede havde blokeret ham.
Anklageren spurgte, om han nogensinde havde overvejet, om det kunne være fordi, det ikke var sandt, at hun var blevet udsat for de her overgreb af den afdøde.
- Nej det tror jeg bestemt ikke, svarede den 36-årige mand.
Ifølge manden havde den 45-årige en klemme på den 22-årige. Den 45-årige var nemlig i besiddelse af sexvideoer, hvor hun figurerede på.
Efter den forklaring gav det hele mening for ham, fortalte han i retten. Nu kunne han forstå, hvorfor hun ikke kunne afbryde kontakten med den 45-årige
Uenighed mellem de tiltalte
Da den 45-årige er ankommet til adressen og har sat sig på sengekanten i soveværelset, kommer den 36-årige ind og begynder at slå offeret.
Herefter stak den 36-årige den 45-årige med en kniv fra køkkenet, så han kunne mærke, hvordan det var at blive stukket, fortalte han i retten.
Modsat den 22-åriges forklaring i sidste uge, fortalte den 36-årige i dag, at det var den 22-årige, der tog et bælte frem og begyndte at kvæle den 45-årige mand.
- Kunne du have stoppet hende, spurgte anklageren.
- Det kunne jeg godt, men det gjorde jeg ikke, svarede han.
- Hvorfor ikke, spurgte anklageren.
- På grund af alt det, han havde udsat hende for, svarede han.
Der er afsat seks dage til retssagen, og der ventes at falde dom 25. august.
Henter liveblog indlæg…
Liveblog starter om:
Livebloggen er slut. Tak, fordi du fulgte med.
Spørgsmål
Svar
Spørgsmål
Svar