Analyse: Første rådmand er en fjer i hatten for Støjbergs parti
Foto: Kristoffer Storm
Kristoffer Storm, der blev valgt til byrådet i Aalborg og regionsrådet for Dansk Folkeparti, har nu meldt sig under Danmarksdemokraternes faner. Endda på partistifterens runde fødselsdag.
Da tidligere minister Inger Støjberg 26. maj sidste år markerede afslutningen på afsoningen af sin rigsrets-dom med en fest på Visborggård, blev det bemærket, at den daværende Dansk Folkeparti-rådmand i Aalborg, Kristoffer Storm, var blandt de flere hundrede fremmødte.
3. juni, altså en uges tid senere, meldte den unge politiker sig ud af DF efter 12 års medlemskab.
“I sidste uge kom jeg til den erkendelse, at det vil være det bedste for både mig og DF, hvis vi ikke længere arbejder sammen,” skrev Kristoffer Storm på Facebook.
Siden har han været løsgænger i byrådet i Aalborg og i regionsrådet. I øjeblikket er han, der er far til fire, for anden gang i sine knap 15 måneder som rådmand på barselsorlov. Det samme er han fra sin plads i regionsrådet.
Når Kristoffer Storm vender tilbage til byrådet - det sker efter planen om godt en måned - bliver det som danmarksdemokrat og partiets andet byrådsmedlem i Aalborg (det første er en tidligere Venstre-mand, der tidligere er skiftet til Danmarksdemokraterne).
Det er en fjer i hatten for Inger Støjbergs parti, at hendes parti nu også tæller en rådmand. At nyheden offentliggøres netop er på hendes 50 års-fødselsdag, er næppe tilfældigt og gør sandsynligvis ikke glæden mindre.
En stærk profil
Partiet var endnu ikke stiftet, da der senest var kommunalvalg. I dag har det 20 repræsentanter i form af folkevalgte, der i mellemtiden har skiftet parti - primært politikere med en fortid i Dansk Folkeparti.
Kristoffer Storm - som den nye DF-formand Morten Messerschmidt ved sin tiltræden fremhævede som et af partiets store talenter - har været løsgænger i ni måneder, før han meldte sig under Danmarksdemokraternes faner.
Der har, siger han, i mellemtiden været følere også fra andre partier. Men reelt var Danmarksdemokraterne det eneste rigtige sted at fortsætte den politiske karriere, siger den 34-årige politiker.
Han er ambitiøs, men har angiveligt ikke mod på en karriere på Christiansborg. Til gengæld har han i DF luftet interesse for på et tidspunkt at gøre karriere i Europa-Parlamentet. Er det et kandidatur til næste års EU-valg, de månedlange sonderinger med Støjberg og co. (også) har handlet om?
Fra den ene blok til den anden
I sine første år som folkevalgt i både byrådet i Aalborg og regionsrådet fik den unge DF’er ry for at være en habil politisk håndværker.
Det omdømme blev der slået lidt skår i, da han i 2021 på valgnatten indgik en konstitueringsaftale med den røde blok - en aftale, der sikrede Socialdemokratiet to rådmandsposter og DF ingen, skønt DF sad med det afgørende mandat.
I anden runde og efter et noget uskønt forløb sprang Kristoffer Storm dagen efter fra aftalen og indgik i stedet konstitueringsaftale med den blå blok.
Kristoffer Storms ene DF-mandat flyttede den ene af Socialdemokratiets to rådmandsposter fra rød til blå blok - og den satte han sig selv på.
Aftalen med de andre blå partier i Aalborg havde den højst usædvanlige bestemmelse, at skulle Kristoffer Storm søge orlov, ville rådmandsposten i perioden tilfalde Venstre og ikke den suppleant, der imens overtog hans byrådspost. Suppleanten var en daværende partifælle, som Kristoffer Hjort Storm ikke kom godt ud af det med.
"Ikke en holdspiller"
Som rådmand og dermed medlem af økonomiudvalget har Kristoffer Storm fået indsigt i centrale politiske beslutninger og har, noteres der blandt andre i byrådet, ikke altid kunnet stå for fristelsen til hurtigt at gå ud og tage billige point i medierne, når der var for kommunen dårlige sager på dagsordenen.
Holdspiller er ikke det første ord, hans kolleger forbinder med ham, lader flere forstå.
Som (første) rådmand i Danmarksdemokraterne vil Kristoffer Storm fra første dag have høj status internt i sit nye parti, der endnu er i færd med at etablere et egentligt demokratisk fundament.
Holdningsmæssigt har han tidligere slået til lyd for at hjælpe samfundets svageste og at “respektere vores kulturarv og kæmpe for at fastholde homogenitet” i samfundet.
Det er synspunkter, som formentlig fint vil kunne passe ind i Danmarksdemokraternes partiprogram - når de får et!