Nu har han valgt nyt parti: Støjberg snupper tidligere DF-profil
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord
Rådmand og løsgænger Kristoffer Storm melder sig ind i Danmarksdemoraterne.
Toppolitiker melder sig ind i Danmarksdemokraterne.
Han har været løsgænger i mere end ni måneder, men nu har den tidligere DF-profil Kristoffer Storm besluttet sig.
Han skal være en del af Inger Støjbergs tropper hos Danmarksdemokraterne.
Dermed bliver Kritoffer Storm, der er rådmand for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, den klart største kommunalpolitiske profil for partiet.
- Det er et nyt parti, så der er stadig gode muligheder i at være med til at forme partiet i en retning, hvor jeg også kan være med. Spille ind med idéer på nogle af de politikområder, som jeg interesserer mig for. Derfor er det meget naturligt, at det skal være der, fortæller Kristoffer Storm i et interview med TV2 Nord.
Rådmanden har været løsgænger, siden han meldte sig ud af Dansk Folkeparti 3. juni sidste år.
Han troede ikke længere på partiets linie og fremtid efter internt kaos, hvor stribevis af profiler forlod Dansk Folkeparti i protest mod Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.
Siden er Kristoffer Storm, ifølge ham selv, blevet kontaktet af forskellige partier, men han har kun ført reelle forhandlinger med Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.
- Det er fordi, jeg tror på det politiske projekt. Jeg tror på, det er den rigtige vej at gå for Danmark. Det er vigtigt, at vi har et borgerligt parti, som har en fornuftig stram invandrerpolitik, som tænkler på de svageste i vores samfund, på de ældre, men som har fokus på, at vi skal samarbejde med de andre partier, påpeger Kristoffer Storm.
Den nyindmeldte danmarksdemokrat fortæller, at han har haft samtaler med partileder Inger Støjberg i et års tid.
I starten fordi han håbede, at Støjberg ville komme til at stå i spidsen for Dansk Folkeparti.
Men da det projekt kuldsejlede, sagde Kristoffer Storm farvel til sit gamle parti, og blev løsgænger.
Tænkepausen har været lang, men kærkommen.
- Det er vigtigt for mig at tænke mig godt om, inden jeg tager den her beslutning. Det skal være velovervejet. Det kan være forhåbentlig sidste gang, jeg melder mig ind i et parti, og derfor er det ikke bare noget, jeg vil gøre over natten, forklarer Kristoffer Storm.
Bliver i Aalborg og afviser Christiansborg
Nordjyske Inger Støjberg var den helt store stemmesluger for Danmarksdemokraterne ved folketingsvalget i november sidste år.
Kristoffer Storm bliver partiets højst placerede kommunalpolitiker, og han mener fint, der er plads til både ham og Støjberg i det nordjyske.
- Nu dribler Inger Støjberg på den nationale scene, og jeg er rådmand i Aalborg, så vi har to forskellige spillebaner. Jeg ville jo mene, at vi faktisk bare kan spille hinanden rigtig stærke. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle arbejde sammen med Inger Støjberg, og jeg kan hjælpe hende i hendes valgkampe og håber selvfølgelig også, at hun gerne vil hjælpe mig den anden vej rundt, siger Kristoffer Storm.
- Du har ikke overvejet at gå ind i landspolitik?
- Det er ikke der, min interesse ligger i øjeblikket. Det at stille op til Christiansborg er ikke noget, der ligger lige på kortet i hvert fald.
- Hvad ville du sige, hvis Inger Støjberg kom og spurgte til næste folketingsvalg, skal du ikke med til København?
- Det skal jeg ikke, og det ved Inger også godt. Så det kommer hun ikke og spørger om, slutter Kristoffer Storm.
Rådmand Kristoffer Storm har i øjeblikket barselsorlov. Han er efter planen tilbage i det politiske arbejde i Aalborg Kommune 1. maj.
Med tilgangen af rådmanden har Danmarksdemokraterne to pladser i byrådet i Aalborg. Den anden er Peter Lindholt, der skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne i august sidste år.