AAU satser på robotter: Åbner ny kandidatuddannelse til sommer
Robotter rykker i højere grad ind på danske virksomheder, og der er brug for flere, der kan programmere dem. Til sommer udbyder AAU en ny kandidatuddannelse i robotteknologi.
I fem år har Aalborg Universitet udbudt en bachelor i robotteknologi. Fra sommer bliver det også muligt at tage en kandidat i faget, som der er stort behov for i fremtiden.
- Det er en nødvendighed, for du får ingen virksomheder i en region, hvis du ikke har de kvalificerede medarbejdere, og de kommer jo fra universitetet, de tekniske skoler og erhvervsakademierne, siger Bjarke Falk Nielsen, der har beskæftiget sig med robotmarkedet i 15 år og er leder af videnshuset MaybeRobotics.
En af dem, der beskæftiger sig med robotter på universitetet er Malte Rørmose Damgaard, der afsluttede sin uddannelse i Elektronik, IT og Control Automation i sommer. Siden har han arbejdet som forskningsassistent og til sommer begynder han på en Ph.d. på Aalborg Universitet.
- Helt fra barnsben har jeg altid syntes, at robotter, især mekaniske robotter, var meget interessante. Jeg har altid elsket at lege med mekanik og elektronik, og derfor faldt det helt naturligt, at det var det, jeg skulle arbejde med, siger han.
Han er med til at udvikle en robot, der kan hjælpe med at løfte tunge glasplader. Det har taget tre år at udvikle robotten, og Malte Rørmose Damgaard har været med det sidste halve år. Han er glad for, at han kan få lov til at arbejde med rigtige robotter på universitetet:
- Det er helt fantastisk. Man kan jo komme til at arbejde med alle de robotter, man vil. Vi har jo både droner, vi har selvkørende robotter, vi har industrirobotter, vi har alle typer af robotter, og man kan lege med det, man har lyst til, fortæller han.
Samarbejde mellem virksomheder og studerende
En gang om året er der samarbejdsmesse på Aalborg Universitet, hvor virksomheder og studerende kan mødes og lave aftaler om praktik, speciale eller jobs efter uddannelsen.
For Nilfisk, der ligger i Hobro og Aalborg, er det vigtigt at få kontakt til de studerende og fortælle, hvad de kan. Virksomheden har nemlig stort fokus på at automatisere deres maskiner, og det kræver kvalificeret arbejdskraft:
- De studerende er rigtig dygtige til at arbejde med komplekse systemer, fordi de lærer det igennem uddannelsen. Vi er her for at gøre opmærksom på, at Nilfisk laver andet end støvsugere, som de fleste vil tro. Vi laver faktisk noget, der er ret fedt og ret komplekst, og vi har brug for kloge hoveder til at hjælpe, siger Rasmus Pedersen, der er autonomispecialist hos Nilfisk.
På Aalborg Universitet er det vigtigt, at der er robotvirksomheder i nærheden, som de studerende kan arbejde sammen med:
- Samarbejdet mellem de studerende og virksomheder er jo bedre, når man har muligheden for at kunne komme ud og tale med virksomheden flere gange end bare lige i begyndelsen og slutningen af projektet, siger Karl Damkjær Hansen, der er adjunkt ved Institut for Elektroniske Systemer på AAU.
Vi har brug for kloge hoveder, der kan hjælpe.
Rasmus Pedersen, Nilfisk
På samme måde er det også vigtigt for robotvirksomhederne, at der ligger et universitet tæt på, der kan uddanne i de kompetencer, som robotvirksomhederne efterspørger:
- Det betyder meget, at vi har noget tæt på, der kan spytte nogle folk ud, som allerede ved det, de skal vide. Vi skal ikke til at uddanne dem først, for de kommer rent faktisk med noget i bagagen, som betyder, at de forstår det her. Det er fundamentalt for os, at vi har den fødekæde, siger Rasmus Pedersen fra Nilfisk.
Malte Rørmose Damgaard satser også på at blive i Nordjylland, når han er færdig med sin Ph.d.:
- Det regner jeg helt sikkert med, at jeg skal. Så længe, der er job heroppe, så regner jeg med at blive boende i Aalborg, siger han.