Årelange problemer med oversvømmelser i Aalborg - nu har firma løsningen klar
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Det er billeder som dette, man gerne vil undgå i fremtiden.
I flere år har de grønne områder tæt ved Kulturbroen i Aalborgs vestby været plaget af oversvømmelser. Prognoserne spår, at det kun bliver værre, men nu skal et arkitektfirma sørge for at sikre området i fremtiden.
Det har med jævne mellemrum ikke været uvant at se parkede biler drukne i vand tæt ved Kulturbroen i Vestbyen i Aalborg.
Området har i flere år været præget af oversvømmelser, og på sigt vil det stigende havvand kunne udgøre en trussel mod hele Vestbyens areal.
Nu skal et arkitektfirma sørge for, at det ikke når så vidt.
Virksomheden C.F. Møller har nemlig vundet Aalborg Kommunes arkitektkonkurrence med deres forslag, som skal sørge for, at Vestbyen er sikret mod oversvømmelser i fremtiden.
- C.F. Møller har vundet på grund af deres nytænkende og spændende løsning på klimatilpasningsudfordringen, og fordi de i særlig grad har formået at imødekomme de ønsker, som kommunen, beboerne og områdets brugere har givet udtryk for, fortæller rådmand i By og Land Jan Nymark Thaysen (V) og fortsætter:
- Forslaget har derudover et stærkt fokus på at fastholde Vestbyens særlige kvaliteter, blandt andet dens mangfoldighed og nærhed til både fjord og by - et fokus som vi har vægtet meget højt.
Kajkanter hæves
Konkurrencen er støttet af Realdanias og Miljøministeriets partnerskab 'Byerne og det stigende havvand'.
C.F. Møller vil klimasikre Vestbyen ved at løfte de eksisterende kajkanter med 20 til 40 centimeter, så de kommer op i omkring en meter og 60 centimeter, og derudover vil de bag det lave en hævning af terrænet på halvanden meter, hvilket er det, der skal stoppe havet om 100 år.
- Klimasikringen af kajkanterne gør, at vi køber os tid, således ældre bygninger kan tilpasses den kommende klimasituation, som stadigvæk på nogle områder er uvis, siger projektleder i By og Land Thomas Birket-Smith.
Grundig udvælgelsesproces
Konkurrencen har været i gang i omkring et år og har budt på borgermøder, workshops og en kreativ teaterforestilling. Fire hold er kommet med deres bud på, hvordan området i Vestbyen skal klimasikres, og temaer som klimatilpasning, fjord- og parkliv samt rekreative forbindelser og trafik har alle spillet ind for at sikre, at den rette vinder blev fundet.
- Det har været en spændende bedømmelsesproces med højt kvalificerede bidrag fra deltagerne. C.F. Møllers forslag udmærker sig ved innovative forslag til klimasikring og et interessant idekatalog til udvikling af stedets grønne og blå rekreative kvaliteter - sammen med brugerne og i samspil med stedets særlige sans, fortæller Lisbeth Westergaard fra LIW Arkitekter, der har siddet med i bedømmelseskomiteen som fagdommer.
Inden det konkrete arbejde kan sættes i gang, skal forslagets elementer beskrives nærmere, og der skal kigges på samspillet mellem klimaløsning, trafik, parkering, beplantning med mere.
Thomas Birket-Smith håber, at løsningen kan stå klar om fem til otte år.