Aalborg-stjerner melder klart ud om stor drøm
Foto: TV 2 Sporten
Nicklas Landin er vendt tilbage til Aalborg Håndbold efter
Henrik Møllgaard og Niklas Landin har kun lige fået det olympiske guld om halsen, da de åbner op for stort sæsonmål.
Intet dansk hold har nogensinde vundet Champions League.
Men når Aalborg Håndbold skyder den kommende sæson i gang, har de et klart mål.
- Vi vil være danske mestre, og så vil vi se, om ikke vi kan gøre, hvad der er tæt på umuligt: At vinde Champions League, siger Henrik Møllgaard til TV 2 Nord.
Intet mindre.
Det nordjyske mandskab missede akkurat det ikoniske trofæ, da de tabte Champions League-finalen 31-30 til FC Barcelona.
Men nu skal det rødblusede mandskab have arbejdshandskerne på.
- Vi vil jo gerne være verdens bedste, og nu var vi så tæt på at vinde Champions League i sidste sæson. Vi ved godt, at det bliver umådelig svært at komme til Final 4 i år igen med tanke på den store bredde, der er i verdenstoppen, siger Møllgaard.
- Men det er jo selvfølgelig målet, for det er det ultimative for Aalborg Håndbold – en dag at få fingrene i det der Champions League-trofæ.
De seneste ti Champions League-vindere
2023/2024: FC Barcelona
2022/2023: SC Magdeburg
2021/2022: FC Barcelona
2020/2021: FC Barcelona
2019/2020: THW Kiel
2018/2019: Vardar Skopje
2017/2018: Montpellier
2016/2017: Varder Skopje
2015/2016: Industria Kielce
2014/2015: FC Barcelona
Landin vil føre Aalborg til tops
Holdkammeraten Niklas Landin, der netop har stoppet sin landsholdskarriere, deler den samme drøm som Henrik Møllgaard.
- Jeg vil gøre alt for at komme helt til tops med Aalborg. Nu var vi utrolig tæt på i sidste sæson, og det var skidesjovt.
- Det vil vi selvfølgelig angribe igen og se, om ikke vi kan drille nogle af de allerstørste klubber og selv bevæge os derop. Der vil jeg gerne være med til at hjælpe Aalborg derop, tilføjer Landin.
Niklas Landin ved, hvad der skal til for at vinde Champions League. I 2020 kunne han nemlig løfte trofæet med THW Kiel.
Mens Møllgaard, Hald, Arnoldsen og Landin har haft travlt med at hænge olympisk guld om halsen, har holdkammeraterne i Aalborg Håndbold allerede øjnene på bolden.