Aalborg Portland: Ny cement reducerer CO2-udslip markant
Aalborg Portland har netop lanceret en ny type cement, der skal behandles ved betydeligt mindre varme end normal cement. Dermed skæres CO2-udledningen ned med 30 procent, når cementen produceres.
Aalborg Portland lancerede fredag en ny type cement, der under produktionen udleder 30 procent mindre CO2.
- Den reducerer CO2-udledningen med 30 procent, og dermed bidrager den til vores eget mål om at reducere vores egen CO2-udledning med 30 procent inden 2030. Men ikke mindst bidrager det til, at vi leverer cement ind i beton, og så bidrager det til Danmarks målsætning om at udlede mindre CO2 i 2030, siger Michael Lundgaard Thomasen, managing director, Aalborg Portland.
Ved almindelig cementproduktion benyttes kridt, som skal varmes op til 1.500 grader, og den opvarmningsproces udleder en stor mængde CO2. Derudover ligger der CO2 inde i kridt, der bliver frigivet, når det varmes op. Med den nye type cement bliver kridtet erstattet af ler, der både kan bearbejdes ved lavere varmegrader og ikke indeholder CO2.