Aalborg-komet tilbage: Sådan har han det efter
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Både Thomas Arnoldsen og målmand Fabian Nordsten brød ud i jubel, da gæsterne brændte det sidste og afgørende straffekast.
Thomas Arnoldsen var igen at finde på banen for Aalborg Håndbold onsdag aften, da nordjyderne vandt med 29-28 over ungarske Pick Szeged hjemme.
Det blev til tre mål fra Aalborg-kometen, der selv indrømmer, at han er rusten efter sin ankelskade.
- Det er jo en tre-fire uger siden, jeg spillede sidst. Og jeg kan da stadig godt mærke foden lidt. Men jeg synes, at for hver dag, så går det bedre og bedre. I dag kunne jeg bidrage med det, jeg nu kunne. Men jeg tænker, at med noget mere træning, så bliver det også bedre fremadrettet, pointeret Thomas Arnoldsen efter kampen.
En anden spiller, der blev lagt særligt mærke til i onsdagens sejr, var målmand Fabian Nordsten, der kunne afgøre kampen til sidst, efter gæsterne fik et straffekast efter slutfløjtet.
- Han skyder vel en meter forbi mål, tror jeg. Men jeg går den rigtige vej, lyder det fra målmanden, da han bliver spurgt ind til spændingen til sidst.
- Det er sjovt, når det afgøres sådan, tilføjer han.
Mogens Jørgensen
Det er sjældent, man ser en målmand blive hyldet så meget for en “ikke redning” efter slutfløjtet.
Fakta er jo, at Pick Szegeds straffekast-skytte skød helt ved siden af målet.
Alligevel kunne de 5300 fremmødte tilskuere juble og hylde målmand Fabian Nordsten og Aalborg, der løb med sejren på 29-28 efter den dramatiske afslutning.
"Jeg havde set ham ud." sagde Fabian Nordsten til TV2 Nords udsendte efter kampen , og det så da også ud til, at hvis straffekastet havde været inden for målrammen, havde Nordsten snuppet den.
Men Aalborg håndbold vandt, og det var vigtigste for at holde liv i håbet om en god placering i gruppespillet i Champions League, men det holdt hårdt, og Aalborg fik aldrig lukket kampen, og derfor blev det spændende til sidst.
De 5300 fik noget for pengene.
Og så kunne de også glæde sig over, at se Thomas Arnoldsen tilbage efter sin skade, så det går fremad med de skadede spillere i truppen.
Nu mangler de bare, at få Niklas Landin i målet, for selvom Fabian Nordsten blev udråbt som aftenens helt, var der udsving i hans præstation i aften, så Landin kom snart tilbage.