Aalborg Håndbold tabte til Holstebro
Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)
Aalborg tabte i en tæt kamp mod Holstebro de absolut sidste sekunder af kampen.
I lørdags var det de rødklædte Aalborg-spillere, der kunne juble over et sejrsmål i sidste sekund i København. I aften var det lige omvendt. TTH Holstebro sikrede sig sejren på 26-25 på et mål af Martin Hansen i de sidste sekunder.
Et bittert - og unødvendigt - nederlag efter et mærkværdigt forløb i kampen med stærkt skiftende føringer til de to hold - skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelse.
- Vi var helt væk i de første 30 minutter og var bagud 14-9 ved pausen. Angrebsspillet fungerede ikke ret godt. Rasmus Lind stod stærkt i gæsternes mål, og vi havde selv få redninger. Vores hold var ikke til at kende fra 2. halvlegs start. Tre mål på to minutter og udligning til 15-15 efter godt syv minutter. Derefter fulgtes vi ad til 21-21 med godt 10 minutter igen, lyder det fra Aalborg Håndbold.
På de næste tre minutter bragte Aalborg Håndbold sig foran 24-21, og havde overtaget. TTH fik samtidig en to minutters udvisning.
Det lignede en afgørelse, men så missede Aalborg på hjemmebane igen fokus i spillet og tabte overtallet med to mål. Det blev 24-24, og Aalborg kom foran 25-24 med fire minutter igen.
Det blev dog hjemmeholdets sidste mål i kampen trods store tilbud, og så gik kampen udeholdets vej med Martin Hansens mål fem sekunder før tid.
Trods nederlaget slutter Aalborg Håndbold første halvdel af turneringen af på førstepladsen med 20 point for de 13 kampe.
Lørdag kl. 15.00 er det forhåbentlig for Aalborg Håndbold tid til at vaske nederlaget af, når SønderjyskE kommer på besøg i Jutlander Bank Arena.