Aalborg Bibliotekerne støtter Expats i integrationsindsats
Foto: Aalborg Bibliotekerne
Aalborg Bibliotekerne har indledt samarbejde med International House North Denmark og Work in Denmark for at hjælpe internationale medarbejdere og deres partnere med at integrere sig i Nordjylland.
Som en del af Region Nordjyllands indsats for en bedre integration, har Aalborg Bibliotekerne indledt et samarbejde med International House og Work in Denmark. Bibliotekerne skal være vært ved en række arrangementer, Spouse Space og Spouse Programme, der er særligt målrettet ægtefæller eller partnere til herboende udenlandsk arbejdskraft.
Spouse Space er netværksarrangementer, hvor der er mulighed for at få svar på spørgsmål om at leve i Nordjylland, få information om hvilke muligheder, der er for hjælp til jobsøgning og et forum, hvor man kan møde andre mennesker og opbygge netværk. I Spouse Programme er der fokus på at lære, hvordan man navigerer på det danske jobmarked med jobsøgnings-workshops, jobsamtaletræning og undervisning i LinkedIn.
Hvad er en expat?
En Expat er en person, der bor og arbejder i udlandet i en midlertidig periode.
Der er i det hele tage sat en hel række initiativer i Nordjylland i søen for at hjælpe integrationen. På Aalborg Bibliotekerne har de for eksempel ugentlige sprogcaféer med træning i at tale dansk og lektiecaféer, Expat middage og Expat familiearrangementer. Den 10. marts er der den udsolgte Multicultural Dinner, hvor 70 gæster fra hele verden kommer og spiser og hygger og den 19. marts lægger Hovedbiblioteket lokaler til en ”Forårsfest for hele verden”, hvor venskabsforeninger og etniske foreninger indbyder til smagsprøver, håndværk, sang, dans og musik.
Der er god grund til at fokusere på integrationen af udenlandske medarbejdere og deres partnere. Ifølge Danmarks Radio arbejder der lige nu ca. 13.500 internationale medarbejdere i Nordjylland. Desværre rejser hver anden medarbejder hjem inden for to år – mange af dem fordi deres ægtefæller ikke er har fundet et job og føler sig hjemme. Det er både ærgerligt for virksomheden, der mister kompetente medarbejdere og skal bruge ressourcer til at finde afløsere, og for de mennesker, der er nødt til at forlade regionen, fordi de ikke har fundet sig til rette.