AaB misser chancen for bronze
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
AaB blev ramt af to udvisninger i kampen.
AaB kunne ikke stille noget op imod Brøndby, der vandt med 1-3 på Aalborg Portland Park.
En kæmpe tifo fra AaB's mest trofaste fans bag målet på Vesttribunen med flammeskrift “Mod medaljeglimt og minder i Europa “ mødte AaB's spillere, da de gik på banen til den vigtige kamp mod Brøndby.
En fjerdeplads kan nemlig udmønte sig i europæisk deltagelse, som dagens modstander Brøndby også stadig har mulighed for at snuppe med en sejr over AaB.
Omvendt kunne AaB med en sejr komme på samme pointtal som Silkeborg, der lige nu ligger nummer tre og på en bronzeplads dog for en kamp færre.
AaB havde igen forsvarsgeneralen Rasmus Thelander med, og det gav tro på et eller andet, for det har stået skidt til de seneste kampe i AaB’s forsvar. Lucas Andersen var helt ude på grund af et ømt knæ, og Kasper Kusk måtte igen tage plads på bænken.
Bold endte i have
Pragtfuld aften med sol over den lækre grønsvær og næsten udsolgt til den sidste kamp på hjemmebane i mesterskabsslutspillet, så der var lagt op til fodboldfest med næsten 700-800 medrejsende Brøndby-fans
Men de første 25 minutter blev ikke nogen nydelse at se på. AaB’s bedste forsøg var et skud fra Pedro Ferreira der gik så højt over mål, at bolden forsvandt ud af stadion og over i en nærliggende have
Og pludselig slog Brøndby contra. Efter et totalt kiks i AaB’s forsvar var Brøndby-angriberen Simon Hedlund alene med AaB’s målmand Jacob Rinne, og så stod der 1-0 til gæsterne, og så var der fest i den blå-gule ende af stadion.
To minutter før pausefløjtet løb AaB ind i et rødt kort til 200 kamps jubilaren Iver Fossum, der smaskede støvlen op i hovedet på en Brøndby-spiller. Farvel og tak til jubilaren og store problemer for træner Lars Friis. Der var noget at snakke om i omklædningsrummet efter de første 45 minutter.
Endnu en udvisning
Det blev op ad bakke med kun 10 mand mod Brøndbys 11, og gæsterne punkterede kampen i anden halvleg med to scoringer, og så var det kun en ringe trøst at indskiftede Jakob Ahlmann kunne reducerede til 1-3.
Og så sluttede AaB endda med kun ni mand tilbage på banen, da tilbagevendte Rasmus Thelander fortjent fik rødt kort som sidste mand for at holde en Brøndbyspiller på vej mod mål.
Se interview med Rasmus Thelander:
Spørgsmålet er, om det var sidste optræden for netop Rasmus Thelander, der ifølge flere medier er på vej til japansk fodbold.
Målmand Jacob Rinne kan også have optrådt for sidste gang på Aalborg Portland Park, ihvertfald smed han både trøje og målmandshandsker ud til de mange AaB-fans, der trofast blev stående længe efter slutfløjtet og råbte “vi elsker AaB” og Jacob Rinne tog lige en ekstra klappe tur ned forbi AaB's fans.
Se Jacob Rinne smide handsker og trøje ud til publikum:
AaB misser chancen for bronze, som går til Silkeborg, men AaB er dog på fjerdepladsen i kraft af en bedre målscore end Brøndby. AaB skal i den sidste kamp møde FC København i Parken.
Se interview med AaB-målmanden Jacob Rinne: