71-årig knaldet for at opstille vejbod – nu vanker der en stor bøde
Det kan komme til at koste en 71-årig mand dyrt, at han to gange er blevet knaldet for at stille en vejbod op ved en landevej syd for Aalborg.
To år i træk – næsten på dato – er en 71-årig aalborgensisk mand blevet afsløret i at drive en vejbod på en rasteplads ved Hjedsbækvej i nærheden af Suldrup.
Det fremgår af anklageskriftet, som politiet nu har udarbejdet mod manden, der efter planen skal stå til regnskab for lovovertrædelserne i Retten i Aalborg mandag.
9. juni 2020 kl. 13.15 havde manden ifølge anklagerne gang i vejboden på rastepladsen, hvorfra han solgte både bær og grøntsager.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 10. oktober ved Retten i Aalborg.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Næsten præcis et år senere, 17. juni 2021 kl. 15.40 var den ifølge politiet gal igen på præcis samme sted.
Skal man tage anklageskriftet for pålydende, var mandens sortiment denne gang udvidet, eftersom det fremgår af anklageskriftet, at han denne gang solgte både jordbær, ærter, kartofler og honning fra boden.
Bøde på 10.000 kroner
Stort eller lille udvalg, så er og bliver det ulovligt at opstille en vejbod, som manden havde gjort, uden at have søgt om tilladelse til det, og der skal immervæk sælges en del ærter for at tjene den bøde hjem, der nu venter manden.
Under retssagen går politiet nemlig efter at få ham idømt en bøde på 10.000 kroner.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til anklagerne og bødekravet.