42-årig tiltalt for stort værktøjskup og narko
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Den 42-årige mand er blandt andet tiltalt for at have stjålet værktøj for over 400.000 kroner.
Der venter en 42-årig mand fra det centrale Vendsyssel ganske alvorlige anklager, når han efter planen møder i Retten i Hjørring fredag.
Han er tiltalt for at stå bag et indbrud, hvor udbyttet løb op i tyvekoster for flere hundrede tusinde kroner, samt besiddelse af amfetamin i et omfang, så han er tiltalt for overtrædelse af straffelovens hårde narkoparagraf.
Det store indbrud, som den 42-årige er tiltalt for at stå bag, fandt sted først på aftenen 4. februar 2020 og gik ud over et arbejdsskur i Bindslev.
Fra arbejdsskuret blev der stjålet håndværktøj, el-værktøj, autodele, motorcykeldele, gasvarmere, vandski, stillads og andre ting til en samlet værdi af omkring 437.500 kroner.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag 7. oktober ved Retten i Hjørring.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Lå inde med tyvekoster
Det fremgår af politiets anklageskrift, at mistanken senere faldt på den 42-årige, fordi politiet fandt en række ting fra indbruddet, da de lavede en ransagning hjemme hos ham 15. juli om eftermiddagen.
Det drejede sig blandt andet om en motorsav, svejsehjelme og en rundsav.
Årsagen til ransagningen var i øvrigt, at der natten forinden igen havde været indbrud i et arbejdsskur i Bindslev. Denne gang var der stjålet nogle fælge med dæk, og det fremgår af anklageskriftet, at disse også blev fundet hjemme hos den 42-årige mand.
Fandt narko
Langt værre for den 42-årige kan det imidlertid blive, at politiet ved den samme ransagning fandt narko hos manden. Ifølge anklageskriftet drejer det sig om cirka 146 gram amfetamin og en mindre mængde hash.
Dertil kommer blandt andet en digitalvægt og nogle såkaldte pølsemandsposer af den slags, som ofte bruges ved narkosalg. Det udløser alt i en alt en tiltale for overtrædelse af straffelovens hårde narkoparagraf, paragraf 191.
Det fremgår ikke før sagens start, hvad den 42-årige siger til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen starter.