38-årig dømt for at voldtage sin ni-årige datter
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Retten i Aalborg
Manden har anket dommen på stedet.
En 38-årig mand fra Aalborg blev tirsdag idømt tre år og seks måneders fængsel for at have voldtaget sin ni-årige datter.
Voldtægten blev opdaget i september sidste år. Efter to lægeundersøgelser blev det her fastslået, at den ni-årige pige var smittet med gonorré, og ifølge politiet var det sket, efter at hun i flere år var blevet udsat for overgreb og voldtægter af sin far.
Pigen nægter dog selv at være blevet voldtaget af sin far, fortæller anklager Katrine Lund Melgaard fra Nordjyllands Politi.
Derfor blev den 38-årige mand kun dømt for ét tilfælde af voldtægt ved Retten i Aalborg, og han blev idømt den straf, som anklageren gik efter.
Ankede på stedet
Ifølge sagens anklageskrift har overgrebene stået på fra 2018 og frem til 30. september 2022. Det var den dag, at pigen for anden gang blev lægeundersøgt, og ifølge anklageskriftet fik konstateret gonokokinfektion i svælg, skede, endetarm og urin.
Den 38-årige mand ankede dommen på stedet.
Manden er fængslet efter dommen, oplyser anklageren.