19-årig mand afgået ved døden efter alvorlig ulykke
Fredag aften var en ung 19-årig mand involveret i et alvorligt færdselsuheld i vejkrydset mellem Sønderbro og Jyllandsgade i centrum af Aalborg.
Han blev efter uheldet meldt i kritisk tilstand. Nu er han desværre afgået ved døden.
- Vi har fået at vide, at han døde i nat, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Rene Kortegaard.
Den 19-årige mand kørte på sit el-løbehjul, hvor han blev ramt af en modkørende bil med en 40-årig bag rattet. Det skete, da den 19-årige mand foretog et venstresving.
Efter uheldet ankom en bilinspektør til stedet og de første undersøgelser viste, at det formentlig er den 19-årige mand, der overså den 40-årige bilist, i venstresvinget.