Seneste nyt

fra Nordjylland

Vej genåbnet efter dødsulykke med 14-årig cyklist

Rute 11 er åben igen efter den ulykke, der kostede en 14-årig cyklist livet.

Det fortæller Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Bilinspektøren har været forbi, og bilen bliver taget med op for at blive undersøgt i Aalborg. Der er flere vinder, der har set ulykken. Offeret kører ad Skyumvej mod vest og skal krydse Oddesundvej, men får altså ikke orienteret sig ordentligt og bliver ramt af bilen, og flyver henover den, fortæller vagtchefen.

Familien havde netop installeret en cykelcomputer på den 14-åriges cykel, der orienterede forældrene, hvis cyklen holdt stille længe. Da cyklen holdt stille på Skyumvej, fik det moderen til at møde op på ulykkesstedet, hvor hun fandt ud af, hvad der var sket.

Ulykken skete kort efter klokken 16, og politiet fik en anmeldelse om, at en 14-årig var blevet ramt af en bil i høj fart. Ifølge anmelderen kom bilen kørende med landevejshastighed, altså 80 kilometer i timen.

Både lægehelikopter og ambulance blev sendt til ulykkesstedet, men den 14-åriges liv stod altså ikke til at redde. Teenageren blev erklæret død i lægehelikopteren klokken 16.29.

Ifølge politiet er der en vagtlæge og en beredskabspræst, der tager sig af forældrene.

En beredskabspræst er en præst, som står klar til at rykke ud med akut hjælp til sårede og pårørende, når større ulykker og katastrofer sker.