Håndbold VM er godt for nordjyske hoteller
Foto: Mick Knive Anderson
Rumænske håndboldfans til kamp i Arena Nord.
Hotellerne er fyldt op med håndboldfans. Og det er ikke kun i Frederikshavn.
På en hvilken som helst anden december i Frederikshavn, oplever hotellerne at have knap 4600 hotelovernatninger i løbet af måneden. Men i år, har hotellerne 4600 overnatninger på kun otte dage. Det er selvfølgelig på grund af VM i kvindehåndbold, der i disse dage afholdes i Frederikshavn.
- Vi kan konstatere, at - når man ser helt overordnet på det - giver VM et gevaldigt løft i overnatningerne, udtaler direktør René Zeeberg fra Turisthus Nord til Kanal Frederikshavn.
Men det er ikke alle håndboldfans, der kan gå hjem til en seng i Frederikshavn, når kampene i Arena Nord slutter. En del af de tilrejsende fans tager nemlig til Skagen eller Sæby, og det skal lægges oveni de 4600 overnatninger. Og nogle krydser også kommunegrænsen, når de skal lade op til næste kampdag.
- Hvis vi kigger ud over kommunegrænsen, kan vi se, at Aalborg og Skallerup Seaside Resort er ret attraktive for VM-gæsterne, oplyser René Zeeberg.
René Zeeberg peger også på, at sommerhusene i området er populære især blandt de norske gæster. Og her kan man først tælle rigtigt op i maj2016.