Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med manden bag NOMA
Foto: Vesthimmerlands Kommune
Projektet VILD MAD skal få nordjyderne til at benytte sig bedre af den spiselige, vilde natur.
Stifteren af restauranten NOMA, René Redezepi, er manden bag en af verdens bedste restauranter og nu også projektet VILD MAD, der er støttet af Nordea Fonden. Projektet organiseres af foreningen MAD, der er udsprunget af NOMA.
Sammen med blandt andet kokke og naturvejledere skal flere nordjyder ud og sanke - altså samle - og bruge de spiselige planter og urter, der vokser i naturen rundt omkring i Nordjylland.
I Vesthimmerlands Kommune er naturvejleder Karin Winther en af de 50 udvalgte naturvejledere landet over, der skal tage nordjyderne i hånden og vise naturen frem på en ny måde.
- Det er med stor glæde, at vi endelig må fortælle om den store hemmelighed, som VILD MAD har været for os implicerede de sidste to år, hvor vi har forberedt os på at lancere projektet, fortæller Karin Winther.
Naturvejlederne har været på opkvalificeringskurser med blandt andet professionelle kokke og plantesamlere. Det er også blevet til et besøg på NOMA i København.
Den første VILD MAD-skoledag er onsdag d. 5. juli i Rønbjerg. Man kan læse meget mere på www.vildmad.dk.