Verdensmål skal gøres til hverdagsmål i Vesthimmerland
FN's 17 verdensmål, der tæller klimaudfordringer og bæredygtig udvikling er relevante for os allesammen. Det mener de i Kulturhus Søttrup, som i 2020 sætter fokus på verdensmålene.
FN's verdensmål fortolket med pensel og maling er bare en af de ting, der i løbet af 2020 skal trække gæster til Kulturhus Søttrup i Hornum.
Kunstmaleren Hans Tyrrestrup har lavet et maleri for hver af de 17 verdensmål. Han er en af dem, der skal deltage i de kommende verdensmålsmøder i Vesthimmerland.
Vi skal gøre det spændende at gøre verdensmålene til hverdagsmål.
- Hans Grishauge, Medlem, Initiativgruppen Kulturhus Søttrup.
Selvom store emner som sult, fattigdom og begrænset adgang til uddannelse kan måske virke noget fjernt, hvis man bor i Hornum i Vesthimmerland, så er det nu noget de Kulturhus Søttrup i 2020 sætter fokus på gennem en foredragsrække, hvor målet er at gøre verdensmål til hverdagsmål.
- Vi håber, at der kommer mange til møderne og glæder os til at se, om det er muligt at samle folk, siger medlem af initiativgruppen i Kulturhus Søttrup, Hans Grishauge.
I en foredragsrække sætter kulturhuset fokus på FN's 17 verdensmål om bæredygtig udvikling. Tanken er at gøre de store temaer om klimaforandringer, forbrug, fattigdom og ulighed relevante og håndgribelige, kort sagt at gøre verdensmål til hverdagsmål.
- Vi skal gøre det spændende at gøre verdensmålene til hverdagsmål. Det er da klart en udfordring, siger Hans Grishauge.
Verdensmålene skal gøres relevante
Blandt foredragsholderne er politikere, forskere og direktører, og også rektor for Vesthimmerlands Gymnasium, hvor verdensmålene er en fast del af elevernes hverdag.
- Vi skal undervise med verdensmålene, og det betyder nok i praksis, at vi skal have en masse forløb i undervisningen, hvor vi arbejder med elevernes holdning og handling på bæredygtighed, og at vi gør det sådan, at de får noget baggrundsviden og et fundament at arbejde ud fra, siger rektor på Vesthimmerlands Gymnasium, Jette Rygaard.
Jette Rygaard ser frem til at give sit bidrag til at gøre verdensmålene relevante for borgerne i Vesthimmerland.
- Jeg håber meget, at det bliver en foredragsrække, der gør det til noget, vi kan bruge i Vesthimmerland helt nede på jorden, så vi har noget med hjem hver især. Når bæredygtighed og verdensmålene spænder helt fra velfærd til sundhed og over klima, så skal det være en meget bred og meget lang foredragsrække, hvis vi skal dække det hele, siger Jette Rygaard.
Engagere de lokale
Udover at gøre de fremmødte klogere på verdensmålene, håber Hans Grishauge også, at han gennem møderne kan engagere de lokale i at finde på helt konkrete initiativer, der skal gøre verdensmålene til hverdagsmål i Vesthimmerland.
- Jeg forestiller mig, at der måske sidder 100 mennesker, og så spørger jeg, om der er nogle af dem, der kunne tænke jer at danne en lokal borgergruppe for Vesthimmerlands Kommune med det formål at kigge på, hvad vi gør ved klimaudfordringerne, siger Hans Grishauge.
Det første af i alt 12 planlagte Verdensmåls-møder i kulturhuset finder sted den 13. januar. Her deltager Venstre-politikeren Kristian Jensen.