Verdensarv mangler millioner: - Vi er nødt til at løfte Aggerborgs formidling til nye højder
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
Museumsdirektør ved Vesthimmerlands Museum, Broder Berg, håber, at optagelsen på UNESCOs Verdensarvsliste vil give Aggersborg stor opmærksomhed verden over.
En søgning efter millioner til de fem ringborge er nu i gang.
Jublen var høj, da fem danske ringborge i søndags blev optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Herunder de to nordjyske vikingeborge Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Limfjorden.
Men med anerkendelsen følger forpligtelser.
Millionopgradering
- Det er nu, vi skal folde historien ud, så også alle de internationale gæster får en forståelse for, hvad det er for et sted, lyder det fra museumsdirektør ved Vesthimmerlands Museum, Broder Berg.
Som verdensarv forpligter museerne sig nemlig til at formidle historierne bag ringborgene.
Og netop formidlingen halter ved Aggersborg.
Her er der udover vikingeborgen kun et meget lille informationshus og et par plancher udendørs.
- Vi er nødt til at løfte Aggerborgs formidling til nye højder, konstaterer Broder Berg og nævner blandt andet stisystemer, levende formidling og et udstillingshus, som ønsker for fremtiden.
Han vurderer Aggersborgs opgradering til at koste mellem 16-20 millioner.
Aggersborg får med sin udnævnelse til verdensarv en central placering, også i kommunen, og derfor må vi samle alle gode kræfter til at bakke op, så vi får det bedst mulige ud af potentialet her.
Broder Berg, Museumsdirektør, Vesthimmerlands Museum
Et fælles ansvar
De fem kommuner, der huser de anerkendte ringborge, er gået sammen om at søge 62,5 millioner kroner fra Kulturministeriet. Pengene skal blandt andet bruges til besøgscentre.
Men det er ikke nok. Derfor må også kommunerne og fonde til lommerne.
- Det er jo en forhandling med hele byrådet, men jeg vil foreslå at sætte et par millioner af til Aggersborg, lyder meldingen fra Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen (V), der fortsætter:
- Så har vi i hvert fald en god base for at gå videre med ansøgninger.
Selvom Aggersborg er både den ældste og den største af de fem ringborge i Danmark, så er det også en af de borge, hvor der er gjort mindst ud af formidlingen.
Og det er snart fortid, håber museumsdirektøren.
- Aggersborg får med sin udnævnelse til verdensarv en central placering, også i kommunen, og derfor må vi samle alle gode kræfter til at bakke op, så vi får mest muligt ud af potentialet her.
VIDEO: Se indslaget herunder: