TV: Kom med ”Ud ad døren” på jagt efter mad i Limfjorden
Se eller gense den direkte sending fra Løgstør, hvor holdet bag ”Ud ad døren” er hoppet i waders og gået på jagt efter spiselige skaldyr og tang i Limfjorden.
Tør du spise en krabbe levende? Den udfordring bliver TV2 Nords vært Malthe Birger Jensen stillet overfor i denne uges udgave af programmet ”Ud ad døren”, som du kan se her:
Sammen med Tine Pedersen, der er museumsformidler og naturvejleder ved Limfjordsmuseet i Løgstør, er vi nemlig taget på jagt efter spiselige ting i Limfjordens vande.
Og der kommer blandt andet rejer, krabber og snegle i nettet, ligesom vi ser på spiselig tang fra fjorden.
Limfjorden er 180 kilometer lang og dækker et areal på cirka 1500 kvadratkilometer, så der er rig mulighed for at komme ud i vandet og lede efter mad. I dette program bliver du blandt andet klogere på, hvornår på året, du kan spise hvad, og hvordan du fanger de forskellige dyr.
Programmet om Limfjordens spisekammer er en del af serien ”Ud ad døren”, hvor vært Malthe Birger Jensen tager ud og undersøger forskellige udendørs aktiviteter, man kan foretage sig i det nordjyske.
”Ud ad døren” har tidligere været ude og fiske. Se det program nedenfor.