Tørken hærger videre: Landmænd rammes dobbelt hårdt
Tørken fortsætter, og det samme gør dens konsekvenser.
Det er mere end tre uger siden, der sidst faldt regn i Asaa og det rammer hårdt på pengepungen hos landmand Anders Peter Jensen, hvor mere end 100 planteforsøg nu er i fare.
- Hver eneste dag uden regn koster udbytte lige nu. Vårbyggen mangler virkelig vand, forklarer han og fortsætter:
- Det er lige netop nu, halvanden måned efter såning, at planten skal bruge vand til at vokse sig stor, stærk og frugtbar. Uden vand lige i de her dage, bliver den en sølle størrelse, der kun sætter ét aks og det er der ingen penge i.
Men Anders Peter Jensen er langt fra alene med problemet. Faktisk er det langt større end den enkelte landmand.
Forsøg i fare
De 1000 årlige planteforsøg over hele landet, der skal bidrage med viden om, hvordan landmændene kan blive bedre, grønnere og mere bæredygtige er nemlig også truet af tørken.
- Tørken er et kæmpe problem for vores forsøg. Hvis forsøgene skal kunne bruges, skal de være statistisk solide og tørken gør resultaterne svingende, så det kan godt være, vi må kassere dem, forklarer forsøgskoordinator ved Landbo Nord, Sofie Hæstrup Olesen.
For hos Anders Peter Jensen i Asaa har Landbo Nord netop en af deres forsøgsmarker.
150 gange tolv meter inddelt i sirlige parceller, hvor vårbyggen er dyrket med forskellige gødningskoncentrationer og metoder. Når der skal høstes, kan man så se på kornmængderne og kvaliteten, hvilke kombinationer af gødning og metode, der giver de bedste resultater.
Eller det skulle man i hvert fald have kunnet, hvis ikke det lige var for tørken.
- Tørken truer med at ødelægge årets arbejde og det får jo konsekvenser for vores rådgivning i 2023 og 2024, hvor vi skulle bruge de her data, så vi krydser fingre for, at der snart kommer noget vand, så vi kan ”redde hvad reddes kan”, lyder det fra chefkonsulent i planteavl ved Landbo Nord, Søren Greve Olesen.
Anders Peter Jensen er landmand helt ind i hjertet, så han accepterer tørken:
- Jeg kan ikke gøre hverken det ene eller det andet ved det, som han siger. Alligevel falder svaret promte, når man spørger:
- Hvornår vil du gerne have noget regn?
- Nu, tak.