Studerende klar med bud på løsning i presset sundhedssektor: - Tid er ofte forskellen mellem liv og død
Gundestrupgaard i Vesthimmerlands Kommune var ramme om Danish Life Science Clusters årlige innovationsdag, der i år havde fokus på, hvordan udfordringerne med manglende sundhedsmedarbejdere skal løses. Og det havde to nordjyske studerende et bud på.
En clips, der adskiller ledninger.
Det lyder i sig selv simpelt, men ikke desto mindre kan det vise sig at have stor værdi for de helt rette brugere.
Og det er i den her sammenhæng for eksempel personalet i ambulancer, der hver dag blandt andet arbejder med EKG-maskiner, hvor der er flere ledninger, der ofte kludrer sammen.
- Når de rykker alle ledninger op af tasken, så kan de bruge flere minutter på at vikle dem ud, men i de situationer, kan det ofte være tiden, der er forskellen på liv og død, siger Line Gelardi, der studerer til Social- og Sundhedsassistent hos SOSU Nord i Aalborg.
Hun har derfor sammen med studiekammerarten Martin Jensen, gennem et innovationsforløb på henholdsvis SOSU Nord og Tech College, opfundet Clipsable, som de i dag fik lov at vise frem til Danish Life Science Clusters årlige innovationsdag.
- Vi fik i skoleforløbet tre scenarier og problemstillinger, vi skulle forsøge at løse. Vi valgte ledninger, og er rigtig glade og stolte over, vi kan stå her i dag hos folk, der ved, hvad det handler om, siger Line Gelardi.
Opfindelsen har vundet flere titler og senest har gruppen modtaget et legat på 25.000 kroner, så de kan komme videre med deres opfindelse.
- Vi tror på det her produkt, siger Line Gelardi.
Borgmester: Vi skal være på forkant
Temaet for innovationsdagen er, hvordan man kan løse udfordringerne med de manglende sundhedsmedarbejdere i Danmark – og især, hvordan velfærdsteknologi og opfindelser spiller en rolle.
- Det spiller allerede en rolle hos folk ude i marken i dag, så jeg er sikker på, vi kommer til at se mere til velfærdsteknologi, siger Line Gelardi.
Sidste år blev innovationsdagen afholdt i Aalborg, hvor mere end 350 deltagere fra virksomheder, regioner, kommuner og videninstitutioner deltog.
I år var omkring 400 deltagere samlet på Gundestrupgaard i Vesthimmerlands Kommune, som sammen med Rebild Kommune var vært for arrangementet.
Det er det største arrangement, der er blevet afholdt på Gundestrupgaard, siden kommunen købte stedet.
- Vi har en vision om, at vi gerne vil medvirke til alt inden for innovation og især på sundhedsområdet, derfor var vi hurtige til at stille os til rådighed til det her arrangement, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen.
Teamet er som bekendt de manglende sundhedsmedarbejdere, men det er ifølge Per Bach Laursen ikke et problem at erhverve folk inden for det felt i kommunen - endnu.
- Vi ved, at vi om få år også får de problemer, derfor er vi bevidste om, at vi bliver nødt til at kaste os ind i kampen om at udvikle - måske - tekniske løsninger, til at kunne gøre tingene på en anden måde, siger han.
Løsninger skal frigive hænder
Også Regionrådsformanden i Region Nordjylland, Mads Duedahl, var mødt op til innovationsdagen for at deltage i en række debatter. Han er selv fortaler for velfærdsteknologi, men mener alligevel ikke, det er helt nok.
- Det kan ikke erstatte en læge og sygeplejerske, men det kan være en del af løsningen, som gør, at vi kan frigøre lægen og sygeplejersken til nogle andre ting, så i bund og grund er det en stor og vigtig del af løsningen i fremtiden, siger han.
Tror på faget
Clipsable var en af de opfindelser, der skulle pitches på scenen til innovationsdagen. Og her fik de stående klapsalver og rosende ord med på vejen.
For selvom Line Gelardi selv er ved at uddanne sig inden for den pressede sundhedssektor, så har hun håb for sit produkt, velfærdsteknologi - og sit fag.
- Jeg tror ikke, velfærdsteknologi kan spare hænder, men det kan spare en masse tid til de folk, der har brug for de hænder, siger hun.