Større hemmelig politiøvelse i vente: Se her hvor
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)
Man skal ikke gå i panik, hvis man på onsdag den 8. marts ser et større antal udrykningskøretøjer i Aalestrup.
Myndighederne i Nordjylland afholder en større øvelse, der skal teste, træne og øve beredskabet i en nødsituation.
Derfor vil borgere i og omkring Aalestrup måske få et lille chok, når et større antal udrykningskøretøjer og omkring 150 deltagere fra nordjyske myndigheder befinder sig i området.
- Men der er altså ingen grund til uro eller til bekymring. Tværtimod. Det er blot os, der træner, lyder forsikringen fra den øvelsesansvarlige fra Nordjyllands Politi, politiassistent Kenneth Sloth Andersen.
Øvelsen kommer til at foregå på onsdag fra cirka klokken 16.30 på et lukket område et centralt sted i Aalestrup og fortsætter til sidst på aftenen.
Overraskelsesmoment
Øvelsen er nødvendig for, at holde personalet fra de forskellige myndigheder skarpe i tilfælde af en ulykke.
Af hensyn til læringen for personalet, så kan den øvelsesansvarlige dog ikke gå i detaljer med indholdet af øvelsen.
Han kan dog oplyse, at øvelsen internt kaldes for "Øvelse Tordenskjold", og har som formål at afprøve og vurdere den samlede indsats ved en såkaldt 'større uvarslet hændelse' fra de nordjyske myndigheder - herunder Nordjyllands Politi, Beredskabsstyrelsen, Region Nordjylland, Nordjyllands Beredskab, Falck og Hærhjemmeværnet
- Vi kommer til at ’fylde lidt i lokalområdet’ onsdag aften, så jeg håber på borgere og beboeres forståelse for, at der kan være lidt larm under øvelsen – blandt andet fra udrykningskøretøjer, oplyser Kenneth Sloth Andersen.
I øvelsen vil der ske en større ulykke på det valgte sted, som derefter udfolder sig til yderligere hændelser og udviklinger, som gradvist vil øge presset på de deltagende.
- Men tættere på kan jeg ikke komme det på nuværende tidspunkt – vi vil jo gerne sikre os overraskelsesmomentet, så deltagerne får en optimal læring ud af selve øvelsen, siger Kenneth Sloth Andersen.