Se videoen: Politi til stede efter stor biljagt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
Flugten fortsatte til fods.
Både Vesthimmerlands borgmester og den nordjyske presse har tirsdag eftermiddag været vidne til lidt af et særsyn. De var samlet i Farsø til et event, hvor lægestuderende skulle se byens nye lægehus, men blev kort inden øjenvidner til en biljagt.
Her så de først politiet komme i høj fart den ene vej gennem byen. Nogle minutter senere kom en audi så kørende den modsatte retning i høj fart.
- Jeg kigger tilfældigt op, og så kommer der en audi kørende, og jeg vil vurdere, at den måske kører 150 kilometer i timen lige op til en chikane, fortæller Mike Bunde, der var på arbejde for Vesthimmerlands Kommune.
Se video fra stedet her:
Herefter så han, hvordan audien i forsøget på at undgå chikanen kom op på to hjul og endte mellem en hæk og nogle ældreboliger. Mellem et eksploderet dæk og røg kunne de tilstedeværende se to personer flygte fra bilen til fods.
Efterfølgende ankom flere politibiler med hunde til stedet.
Nordjyllands politi kan endnu ikke oplyse meget om situationen, men bekræfter dog, at de er til stede, og at to personer nu er anholdt.
- Vi kan ikke sige så meget endnu, men det er rigtigt, at vi har nogle patruljer derned i forbindelse med noget tyveri, fortæller vagtchef Carsten Straszek.
Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at en patruljebil er blevet påkørt i forbindelse med biljagten, og at der kun er sket materiel skade.
I forbindelse med tyverisag i Farsø, omkring Farsøvej, observeret patruljen et mistænkelig køretøj, med høj fart, der ikke ønsker at stoppe. Der opstår en eftersættelse og patruljen bliver påkørt. Ingen personskade mindre material skade. 2 personer anholdt kort efter.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) May 9, 2023